Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark

Endnu en tegners sidste hilsen til Ib Spang Olsen

2012-01-24T00:54:00.000-08:00

Tegnet af Mårdøn Smet

Mindeord til Ib Spang Olsen fra IBBY international

2012-01-19T23:46:00.000-08:00

Det er ikke alene i Danmark, at Ib Spang Olsen var en højt elsket og værdsat illustrator. Ib Spang Olsen var internationalt anerkendt og hans bøger er blevet oversat til en lang række sprog. Medlemmer fra IBBY international har sendt deres medfølelse. Neden for kan I læse deres hilsener.

Dear Friends

It is with further sadness that I share with you the news that Andersen Award winner Ib Spang Olsen passed away this week in his 90th year.

Ib Spang Olsen was awarded the Andersen medal in 1972 for the quality of his illustrations. In the special Andersen publication The Hans Christian Andersen Awards 1956-2002, Eva Glistrup wrote:

Spang Olsen’s art is timeless: he belongs to the classical genre of drawing and illustration that is outside time and place, while at the same time capturing and sensing the spirit of the period.

He was born in 1921 and grew up in Copenhagen, where his childhood memories left many traces in his later works.

He was a great figure in Danish literature, his work will live on and delight children for generations to come.

Liz Page, Executive Director
International Board on Books for Young People

Dear Liz
Thank you and our further sympathies for the passing of Ib Spang Olsen. How lovely of him to have lived that long and be able to share his art fully. Of course i learned about his illustrations when i was in the International Youth library.
If you can please forward our sympathies to the danish NS.
With best wishes
Valerie Moir
Liason
Ibby Chile

To dear IBBY Denmark.

Sorry about your loss.

I know it is an irreplaceable loss and how tough it must be for you to say him good-bye.
I sympathize with you.

Though, he is no longer with you, his beautiful works will always remain with people all over the world.

Ib Spang Olsens was a great writer and illustrator.
He will always be loved and rememberd.

May the glow of God’s love light your way and may the warmth of his embrace give you Peace and Comfort.

My sincere prayers and wishes are always with you.

Sincerely,
your friend KBBY (Korean Board on Books for Young People)

En tegners sidste hilsen til Ib Spang Olsen

2012-01-19T04:29:00.000-08:00

Tegnet af Rasmus Bregnhøi

Minde ord om Ib Spang Olsen

2012-01-18T00:26:00.000-08:00

Ib Spang Olsen 1921-2012

”Medaljen er den største opmuntring en børnebogsillustrator kan få. Det er også en forpligtelse til at arbejde i IBBY’s ånd på barnets side i en foranderlig verden.” (Citat fra Ib Spangs Olsens tale ved overrækkelsen af H.C. Andersen – medaljen i 1972

Ib Spang Olsen blev 90 år – han døde søndag den 15. januar efter kort tids sygdom. Det er ikke til at forstå, at han ikke er her mere – for han har jo altid været her. Sådan er jeg nok ikke den eneste, der føler det.

Hvem kender ikke Halfdans ABC? For ikke at tale om Det lille lokomotiv, Drengen i månen, Mosekonens bryg og Guden Thor? - for blot at nævne et par af Ib Spang Olsens mange værker for børn. Man går ikke fejl af stregen, men forundres alligevel over den store spændvidde Ib Spang Olsen giver i sine billeder. Han rummer hele spektret fra det blide og det poetiske over til det kraftfulde og voldsomme.

Billedkunstneren, forfatteren, illustratoren, samfundsrevseren – Ib Spang Olsen lader sig ikke rubricere et enkelt sted. Han rummede alle facetter og var i alt, hvad han havde med at gøre, et utroligt givende og generøst menneske.

Det er betegnende for ham, at han altid var meget til stede i sin egen erindring, og at han hentede megen inspiration fra sine egne oplevelser som barn, som han har videregivet i Lille dreng på Østerbro, senere filmatiseret af sønnen, Lasse Spang Olsen.

Men samtidig var han også fuldt til stede i nuet, og mange af sine egne bøger har han skrevet sammen med sine egne børn. Engang fortalte han, at en udenlandsk forlægger gerne ville vide, hvordan han skulle afregne med den anden rettighedshaver på bogen, Det lille lokomotiv, Tune Spang Olsen, - uvidende om, at Tune på det tidspunkt var i en alder, hvor han ikke just havde nogen bankkonto!

Ib Spang Olsens lyst til livet og kampen for bedre vilkår var altid nærværende i hans arbejde. Der er altid et ønske om, at denne mirakuløse verden, vi lever i, vil blive lidt venligere, lidt renere og lidt bedre, som billedbogen Røgen bl.a. vidner om.

Men Ib Spang Olsen gik også aktivt ind i debatten om børns vilkår – mange husker sikkert hans indlæg om ”det bekymrede barn”, det barn, som må bære de problemer og spørgsmål, der hører voksenlivet til, fordi de voksne ikke selv tager det nødvendige ansvar.

I stedet så Ib Spang Olsen muligheden for forandring i barnets egen fantasifulde måde at opleve på.

Det kom ikke blot til udtryk i hans bøger, men bl.a. også i hans store engagement som formand for Arbejdsgruppen Børn og Kultur i en årrække (1984-90), hvor han også henvendte sig direkte til børnene selv i de såkaldte Børn-kan-selv-projekter. Ib Spang Olsen elskede at fortælle om, hvordan kulturministeriet blev kimet ned af håbefulde poder!

Hele Ib Spang Olsens livsværk vidner om, hvordan han blev ved med at arbejde på barnets side i en foranderlig verden med en aldrig hvilende energi og en formkraft, der ikke tager fejl.

Kirsten Bystrup, medlem af IBBYs bestyrelse

Billedet er taget af Kristian Djurhuus

LOVE - kærlighed til sproget

2012-01-11T02:50:00.000-08:00

Fra den 13. januar og frem til den 15. april 2012 kan udstillingen LOVE – Kærlighed til sproget ses på Skovgaard Museet i Viborg. Sammen med grafiske designer Christian Ramsø giver digteren Morten Søndergaard sit svar på, hvad sproget egentlig er lavet af. Svaret gives i form af en totalinstallation, der udfordrer sprogets love og regler med udgangspunkt i sprogets ti ordklasser. Udstilling er tidligere blevet vist i Kunsthallen Nikolaj i København og kan på det varmeste anbefales. Det vil bl.a. være oplagt at tage forbi med en skoleklasse og via udstillingen gøre ordklasserne, og dermed sprogets regler langt mere konkrete og sanselige, end de fremstår, når de gennemgås mere traditionelt på tavlen, hvad enten denne er en af de gode gamle grønne eller en elektronisk en af slagsen. Læs mere her.
.

Antboy. En vaskeægte superhelt - teaterpremiere januar 2012

2012-01-03T00:25:00.000-08:00

Mød Pelle Nørhmann, hakkekylling af første rang, og følg hans forvandling til Antboy, den første danske superhelt, provinsbyens redningsmand.

Historien om Antboy er historien om lille, tykke Pelle Nørhmann fra 6. klasse - skolegårdens nederste hakkekylling og Terror-Tvillingernes absolutte yndlingsoffer. Men da Pelle en dag bliver bidt af en temmelig speciel tissemyre, forandrer hele hans verden sig som med et trylleslag. Han begynder at udvikle de mest utrolige kræfter og bliver til superhelten Antboy – Myredrengen!

Antboy får hurtigt succes, selvom det ikke altid er lige nemt og lige sjovt at være superhelt i en søvnig dansk provinsby. Han kan fange indbrudstyve, stoppe løbske elefanter, og naturligvis – helst i allersidste sekund - frelse folk i nød. Men for Pelle Nørhmann – drengen, der gemmer sig bag Antboys maske, er hverdagslivet knapt så nemt. For selvom man er en vaskeægte superhelt, hvad stiller man så op når ens forældre er ved at gå fra hinanden og den pige, man er forelsket i, ikke gengælder hans følelser? Kan han. som Antboy, besejre de stærkeste modstandere af alle: kærligheden og skæbnen?

Og først og fremmest; hvad er det for en mystisk skygge, der ustandseligt er lige i hælene på ham? Findes der en modstander med endnu større superkræfter, som vil tilintetgøre Antboy. Familieforestillingen ”Antboy- en vaskeægte superhelt” er baseret på Kenneth Bøgh Andersen bøger i Antboy serien: Tissemyrens bid, Operation Skæbnespil og Maskefald. Antboy - Litteraturhistoriens første danske superhelt og er hurtigt blevet en udlånssucces på bibliotekerne ligesom Kenneth Bøgh Andersens bøger også bliver flittigt brugt i danskundervisningen i folkeskolen.

Teaterforestillingen bliver en magisk og musikalsk totaloplevelse med teater, film, masser af sang, musik og dans. Selvfølgelig krydret med en storslående scenografi, lys, røg og special effects. Et univers børnene genkender fra Spiderman, Superman og de mange tegnefilm, de kender fra film og tv.

Manuskript og musik er skrevet af Chris Skytte, som udover at have skrevet en masse musicals og børneforestillinger igennem sit liv, også de sidste 5 år har været med til at lave Børneprogrammet ”Summer Summarum” på Danmarks Radio. (Et program for de 6- til 12-årige). Dette har givet ham stor indsigt i denne målgruppes sprog, humor og specielle ønsker.

Medvirkende: Robert Hansen, Jens Andersen, Torben Sekov, Camilla Lohmann, Louise Schouw og Chris Skytte
Musik & Manuskript: Chris Skytte
Instruktør: Louise Schouw
Film: Malene Dietz
Kostumer: Kirsten Victoria Lind
Koreograf: Toniah Pedersen og Katrine Engberg
Alder: 6-12 år.

Book forestillingen hos Louise Schouw på telefon 28882838.

Hvad er det med Louis Jensen og Gud?

2011-12-26T08:35:00.000-08:00

Jeg er nok ikke den eneste, der har spurgt mig selv, hvad det egentlig er, der foregår mellem Louis Jensen og Gud i disse år. Den seneste samling af firkantede historier Hallo! Flere hundrede historier (2009) er fuld af Gud. Se fx her:

En seks hundrede og sekserfirs-

indstyvende gang var der en

vidunderlig båd. slank, hurtig,

af sølv og guld. Hvide sejl, og

let som en lille grøn fugl fløj den
muntert hen over bølgerne.

Men der var ingen, er vidste

(heller ingen af søfolkene, som
var hvide med røde øjne), at
det var Guds ånde, de sejlede
på. Men fiskene huskede det.

Og så i år kom Rejsen til Gud om en dreng, der får besøg af Det taknemmelige græsstrå, som siger 'Lad os sammen rejse hen til Gud og sige tak'. De får selskab af en jublende bogfinke, en gnaven og stormfuld, men ikke taknemmelig and. De fire kommer til krigen ('Hen under aften kom vi hen til krigen') Her finder de en død soldat, som de tager med sig for at se, om Gud kan gøre ham levende igen. På vej over havet med soldaten på ryggen er drengen lige ved at give op, men så mærker han, at det faktisk er den døde soldat, der bærer ham. Soldaten siger: Ved du ikke, hvem jeg er. Og så ved drengen, at soldaten er Gud.

I sit anslag lyder Jensens tekst som en meget moralsk tekst, men moralen lader sig ikke sådan trække ud af historien. Lige som alle Jensens firkantede historierer det en meget kompleks tekst, som uden at give svar på noget som helst tager store temaer op som taknemmelighed og tro.

Louis Jensen har heldigvis fortalt om sit forhold til Gud og religion i et interview med Kristeligt dagblad. Her siger han bl.a.:

Den måde, jeg har det med det religiøse på, har jeg aldrig rigtigt selv kunnet finde ud af. Mit daglige liv er meget lidt knyttet til det religiøse. Jeg vil næsten kalde det et rationalistisk liv. Men når jeg skriver, er det, som om mit hoved bliver anderledes. Et metafysisk, spirituelt og religiøst rum åbner sig. Jeg ved ikke, hvad det er, der sker. Og jeg undlader at spekulere over det. Det sker ' bare'. Jeg kommer ind bag den virkelighed, vi kender. Og jeg ikke alene accepterer, at det er sådan. Jeg er også glad for det. Oplevelserne er en lykke. (...)
Jeg ser ikke engle i den virkelige verden, kun når jeg skriver. Så ser jeg dem fuldstændig klart. I det rum, jeg oplever, er der også en figur, der hedder Gud. Dog er det ikke en bestemt gud. Men det er en instans, der har alle de egenskaber, som guder har: uendelig kærlig og god og forstående. Der er ingen grænser for dybden hos denne gud. Noget, som for så vidt også gælder englenes verden. Det rum, hvor de findes, er uden begrænsning. Når man kommer dertil, er det hele på en måde forklaret. Modsætningerne er ophævet. Det rum, jeg træder ind i, når jeg skriver, er selvfølgelig farvet af det kristne. Opvokset som jeg er i en kristen kultur og med en troende mor, der lærte mig fadervor, kan dette ikke være anderledes. Når englene findes hos mig, er det, fordi jeg har hørt og sunget om dem. Vore julesalmer er jo fyldt med engle.

- Og sådan er det altså med Louis Jensen og Gud.

- Glædelig jul fra Elin Algreen-Petersen (medlem af bestyrelsen for Selskabet for Bønelitteratur)

Glædelig jul & godt nytår

2011-12-22T00:41:00.001-08:00

IBBY ønsker jer alle en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.

Nina Christensen: Tale til reception i anledning af reoorganisering af Center for Børnelitteratur, 9. december 2011

2011-12-18T23:26:00.000-08:00

I dag har vi inviteret Center for Børnelitteraturs mange venner og samarbejdspartnere til reception i anledning af, at Center for Børnelitteratur reorganiseres. Det giver lejlighed til at reflektere over, hvad Center for Børnelitteratur er.

På Center for Børnelitteratur forsker og underviser vi blandt andet i børnelitterære genrer, børns læsevaner, formidling af børnelitteratur og litteraturhistorie. Tekster for børn er vores primære genstandsfelt, analyse og fortolkning en del af vores metode. Jeg vil anvende en tekstanalytisk tilgang i min tale og tage udgangspunkt i begrebet synsvinkel eller perspektiv.

Man kan nærme sig Center for Børnelitteratur i et tidsligt perspektiv. Fra 1965 kan man læse om behovet for et Center for Børnelitteratur i futurum. Der efterlyses ”forskningscentre og videnskabeligt arbejde” inden for området. Der er mange til stede i dag, der gennem årene har kæmpet for dette skulle blive virkelighed.

Ved oprettelsen af Center for Børnelitteratur i 1998 under Torben Weinreichs ledelse begyndte man at tale om Center for Børnelitteratur i præsens. I Center for Børnelitteraturs vedtægter hed det, at centerets opgave er at forske i og formidle viden om børnelitteratur, at bidrage til samlingen af børnelitteratur på Danmarks Pædagogiske Bibliotek og at drive en forfatterskole. Center for Børnelitteratur bliver med andre ord i 1998 karakteriseret gennem sine opgaver.

I 2011 bliver brugen af ordet ’er’ i forbindelse med Center for Børnelitteratur mindre enkel, hvilket hænger sammen med et andet tekstanalytisk grundelement: fortæller-perspektivet. Betydningen af ordene ”Center for Børnelitteratur” bliver afhængig af, hvem der taler, og hvilket perspektiv der tales fra. Som tekstanalytiker har det været interessant at kunne læse og møde utrolig mange fortolkninger af, hvad Center for Børnelitteratur kan opfattes som. Erfaringen har gjort det tydeligt, hvor vigtige og nyttige kompetencer inden for tekstanalyse og fortolkning er i vore dage.

Nu tales der igen om Center for Børnelitteratur i futurum. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at fortælle, hvad jeg ved om Center for Børnelitteratur og dets opgaver efter 1. januar 2012:

· Center for Børnelitteratur vil eksistere som betegnelse.

· Center for Børnelitteratur vil organisatorisk være tilknyttet Institut for Æstetik og Kommunikation, et af fire institutter på Faculty of Arts, Aarhus Universitet.

· Center for Børnelitteratur vil være knyttet til en såkaldt ’klynge’ under dette institut, der består af fagmiljøer for retorik, litteraturhistorie og børnelitteratur, og som har til huse på Langelandsgade 139 i Aarhus.

· Anna Karlskov Skyggebjerg og jeg vil være ansat ved dette institut fra 1. januar 2012, men vi vil også fremover varetage undervisningsopgaver på Campus Emdrup og have kontor begge steder frem til 31. december 2013.

· Ph.d.-stipendiaterne Frederikke Winther og Stine Reinholdt Hansen samt videnskabelig assistent Marianne Eskebæk Larsen vil færdiggøre deres projekter på Campus Emdrup, knyttet til Institut for Uddannelse og Pædagogik, også kaldet DPU.

· DPB’s samling af børnelitteratur og teoretisk litteratur på området vil være at finde på Campus Emdrup.

· Forfatterskolen for Børnelitteratur vil ligeledes fremover have til huse på Campus Emdrup.

Men Center for Børnelitteratur er ikke kun sine opgaver, sin geografiske placering og sin institutionelle tilknytning. Det er i meget høj grad også sine ansatte. Ambition og engagement hører til blandt de talrige gode egenskaber, der kendetegner dem: Ambition om at levere forskning på internationalt niveau og ikke mindst evner til at fuldføre dette. Ambition om at undervisningen på baggrund af denne forskning ligeledes altid skal være optimalt gennemtænkt og gennemført. Ambition hos Forfatterskolen for Børnelitteratur på skolens og elevernes vegne, ambitioner der er blevet belønnet med talrige priser og med stor vilje fra forlag til at udgive værkerne. Et aldrig svigtende fagligt engagement har skabt en meget, meget inspirerende arbejdsplads, som det er vanskeligt at se splittet op.

Center for Børnelitteratur kan i meget høj grad også defineres gennem sine relationer. På DPU samarbejder vi med mange inspirerende kolleger, og disse samarbejder vil fortsætte. I forhold til Danmarks Pædagogiske Bibliotek, er det på sin vis vanskeligt at tale om et samarbejde, fordi centeret er ’foldet ind’ i biblioteket: Fysisk ligger centeret på bibliotekets område. Vi forsker i bibliotekets bøger. Vi formidler dem. Vi underviser i dem. Forfatterskolens elever skriver dem. DPB’s bibliotekarer, herunder særligt Marie Frederiksen, formidler viden om børnelitteratur gennem samlingen. Der er i dag også grund til at nævne, at Center for Børnelitteratur altid har haft et tæt samarbejde med alle dele af DPU’s velfungerende og altid hjælpsomme administration.

I et nationalt perspektiv er Center for Børnelitteratur, hvad det er i dag, også i kraft af et meget stort netværk af nationale samarbejdspartnere. Nogle af disse har været repræsenteret i centerets rådgivende udvalg, som i dag har holdt sit sidste møde. Rådet har været en uvurderlig hjælp og støtte for centeret også i de vanskelige situationer, der har været før 2011. Samarbejdspartnere omfatter bl.a. Styrelsen for Bibliotek og Medier, Undervisnings- og Kulturministeriet, universiteter, professionshøjskoler og Centre for Undervisningsmidler. Centeret samarbejder med organisationer som Danmarks Skolebibliotekarer, Dansklærerforeningen og en lang række forlag. En særlig gruppe udgøres af de uddannede mastere i børnelitteratur, som hvert år mødes i Masterforum.

Endelig er Center for Børnelitteratur også i høj grad, hvad det er i dag, i kraft af sine internationale relationer: Børnebogsinstitutterne i Norge, Sverige og Finland og forskerkolleger i Norden og ved internationale institutioner, som alle er forenet i International Research Society for Children’s Literature.

Center for Børnelitteratur kan altså også i høj grad også defineres gennem sine venner, kolleger og samarbejdspartnere, og de forsvinder ikke. Men det, der hedder Center for Børnelitteratur i Aarhus, skal også have nye venner og finde nye samarbejdspartnere. Nogle af kollegerne i Aarhus har vi samarbejdet med før, og vi har i efteråret mødt venlige og interesserede kommende kolleger. Anna Karlskov Skyggebjerg og jeg har haft et par møder med Institutleder Niels Lehmann, der har udvist interesse for centerets arbejde og forståelse for vores situation. Sammen vil vi i løbet af det kommende år finde frem til, hvad Center for Børnelitteratur kan blive i det nye perspektiv og den nye kontekst.

Nu, 13 år efter at der på dette sted blev holdt taler over det, man kunne kalder Center for Børnelitteraturs dåb, vil jeg derfor konfirmere:

· der er stadig et meget stort behov for forskning i børnelitteratur,

· der er også i dag brug for undervisning og formidling af viden om tekster for børn,

· det er fortsat nødvendigt med adgang til viden om børnelitteratur gennem samlinger af børnelitteratur og faglitteratur på området,

· det er også nu frugtbart gennem en forfatterskole at stimulere, at der skrives og udgives gode tekster for børn.

Disse opgaver er i dag på forskellig vis knyttet til Center for Børnelitteratur, og de vil sandsynligvis på nye måder også være det i fremtiden. Men mange af de tilstedeværende i dag arbejder også med disse opgaver i forskellige faglige sammenhænge.

Så nu er det tid til at sige tak for samarbejder på alle planer. Tid til at udvikle samarbejder omkring forskning, undervisning og formidling i og produktion af børnelitteratur. At sørge for at disse samarbejder trives, så nye muligheder kan opstå. Sluttelig: Nu er det tid til at skåle for det!

Beth Junckers tale ved afskedsreception på Center for Børnelitteratur

2011-12-15T05:19:00.000-08:00

We’ll meet again ….

Når en kær slægtning går bort mæt af dage og med en bevidsthed om, at missionen er endt, visionen indfriet, så kan et gravøl være ganske muntert.

Når en kær slægtning bremses som årsunge uden at få mulighed for at udfolde hele potentialet, så er et gravøl knap så muntert.

I dit korte liv
var hver time dyr,
hvert sekund et dyrt sekund.

Sådan har det været for Center for børnelitteratur. Det økonomiske grundlag blev skabt, fordi Torben Weinreich var vågen og fik sparket visionen om et litteraturcenter ind i sene finanslovsforhandlinger. Vi var en mindre flok – deriblandt Torben selv - der på det tidspunkt var i gang med at gøde jorden for et børnekulturcenter – et dokumentations-, forsknings- og formidlingscenter, der samlede det børnekulturelle felt på tværs af institutioner, genrer og medier.

Med sin lynhurtige handling sørgede Torben for, at visionen om et samlet center blev opløst i atomer. Der var et par stykker af os, der lige skulle finde en grimasse, der kunne passe, før vi ønskede til lykke! Men – vi ønskede til lykke! Og vi har gjort det lige siden.

Center for Børnelitteratur blev huset af Danmarks Lærerhøjskole/ senere DPU/ endnu senere DPUs, Århus Universitet i en særlig konstruktion som selvstændig enhed, men dog integreret del af den større. Centret var tænkt som en samling og et løft for den børnelitterære institution, hvor produktion af forfattere, produktion af litteratur for børn, og formidling via biblioteker, skoler og pædagogiske institutioner var en sammenhængende verden i kultursektorens verden. De færreste uden for den verden i verden fatter den og dens sammenhænge. Heller ikke Århus Universitet.

Det unikke i centerkonstruktionen var at placere forskning og forskningsuddannelse helt centralt i den. Hvert sekund, hver time har været dyrebart, centret har knoklet. Det har for første gang i Danmarks historie skabt en national børnelitteraturforskning med en sociologisk, pædagogisk, æstetisk bredde – på et internationalt niveau. Det er forrygende godt gået. Torben grundlagde det, uden et fantastisk bibliotek, eminente forskere , dygtige ph.d’er var det aldrig lykkedes så flot.

Forfatterskolen har gjort en forskel – vi har fået et vækstlag, vi ikke kunne undvære. Om vi stadig i en web 2.0 på vej mod web 3.0 skal skelne mellem voksne og børneforfatterskoler er en diskussion værd!

Hvert sekund, hver time er brugt – udviklende, formidlende, samarbejdende. Få mennesker, der har påtaget sig rollen som en hær – og har haft faglig succes med det. Respekt – stor respekt.

Center for børnelitteratur rykker til Århus, står der på centrets hjemmeside. Det er ikke hele sandheden. Det er centrets sjæl og hjerte - forskningen – der flytter.

Tager man den sjæl og det hjerte fra mennesker, centre og institutioner, der sikrer udvekslingerne på senmoderne web 2.0 og web 3.0 betingelser, så sender man resten tilbage til industrisamfundet – på museum.

I dit korte liv
kan det meste blive spildt.
Tænk igennem punkt for punkt.
Bedøm du det selv og bedøm det kun mildt:
Håndtryk blev glemt,
chancer blev spildt.

Lad os ikke håbe Århus Universitet har en vision!

Det har vi nemlig!

Udfordringerne fra Web 2.0, de kommende fra Web 3.0 har for længst meldt sig på banen . Digitaliseringen er et barndomsvilkår, en integreret måde at tænke, kommunikere, agere, lege og lære på. Skoler, pædagogiske institutioner, kulturinstitutioner udfordres – på rum, på roller, på relationer, på processer. Børnehave 2.0, skole 2.0, bibliotek 2.0, museum 2.0, arkiv 2.0 – digitaliseringen udfordrer alle. Vi har brug for et børnekulturcenter, der har litteratur, teater, dans, billedkunst, internetbaserede sites, mobile platforme, nye deltagerkulturer som sit særlige forsknings, videns og formidlingsfelt. Det er her vi sammen kan fastholde forskning-, videns og formidlingsstandarder. Så Christine Antorini, Morten Østergaard – tænk sammen med os – og lad os skabe et børnekulturcenter på IVA, der samler forskning og formidling på dette felt.

Center for Børnelitteratur lad os tage afsked med en hymne, der let omskrevet passer til lejligheden ;– we’ll meet again:

Let's say goodbye with a smile, dear,
Just for a while, dear, we must part.
Don't let the parting upset you,
We'll not forget you, sweetheart.

We'll meet again, don't know where, don't know when,
But we know we'll meet again, some sunny day.
Keep smiling through, just like you always do,
'Till the blue skies drive the dark clouds far away.

So will you please say hello to the folks that you know,
Tell them you won't be long.
They'll be happy to know that as we saw you go,
You were singing this song.

After the rain comes the rainbow,
You'll see the rain go, never fear,
We two can wait for tomorrow,
Goodbye to sorrow, my dear.

Kærligst

Beth, Tove – og IVA

Farvel til Center for Børnelitteratur

2011-12-12T05:58:00.000-08:00

I fredags blev der sagt farvel til Center for Børnelitteratur i den form, vi kender det i dag. Fra 1. januar 2012 har centerleder og lektor Nina Christensen og lektor Anna Karlskov Skyggebjerg tjenested i Århus. Stipendiaterne og den videnskabelige medarbejder færdiggære deres projekter og får ikke deres ansættelse forlænget.

Vi har fået lov til at publicere at par af talerne. Neden for kan Anna Karlskov Skyggebjergs læses.

Kære Nina, Frederikke, Stine, Marianne, Kari og Marie. Kære kolleger fra danskgruppen og fra Danmarks Pædagogiske Bibliotek, kære samarbejdspartnere, kære tidligere kolleger og studerende, kære venner.

Om lidt er vi reorganiseret…

Det er svært at forstå, hvad det betyder, og hvad det indebærer for hver af os personligt og for institutionen, som vi er en del af. Jeg arbejder stadig med at forstå den proces og den fortælling, vi har været igennem det seneste år. Mit forskningsarbejde har i en årrække været koncentreret om børnelitterære genrer og deres potentiale, og jeg vil sammen med jer prøve at anskue fortællingen om Center for Børnelitteratur i et genreteoretisk lys.

Min problemformulering lyder altså: Hvilke genrer tilhører fortællingen om det seneste år på Center for Børnelitteratur?

Den første tese, jeg vil afprøve, er nonsensfortællingen:

Nonsens er karakteriseret af en tilsyneladende mangel på mening, hvilket vores fortælling godt kan siges at være. Derudover er børnelitterær nonsens ofte kendetegnet ved groteske elementer og ved sproglige fornyelser. Jeg nævner fx ordet reorganiseringsreception. Det kunne godt være en såkaldt nonsensneologisme, en betegnelse for en ny og kreativ brug af sproget a la chokoladeeskapade. Hvad der dog mangler, for at vores fortælling kan kvalificeres som børnelitterær nonsens er for det første det humoristiske og antiautoritære element, og for det andet mangler de karakteristiske poetiske kvaliteter, som man fx finder hos Halfdan Rasmussen. Der er ikke meget rim og rytme i den seneste centerfortælling, og de klanglige effekter mangler også i ord som reorganiseringsproces, partshøringssvar og synergieffekt.

Men måske er vores fortælling i stedet et eventyr:

Man kan faktisk med nogen ret sige, at vi på centret det seneste år har været en del af et klassisk eventyr. I hvert fald har eventyrets typiske modsætninger gjort sig gældende. Verden har været delt i de onde over for de gode, helte overfor skurke, og der har været rigeligt med både hjælpere og modstandere. De for eventyret så typiske prøver har der været mange af, og de er blevet sværere og sværere at bestå. Referencer til andre eventyr vil man også kunne indlæse, fx Kejserens nye klæder og Hvad fatter gør, er altid det rigtige. Det, der mangler, for at fortællingen om centret kan betegnes som et eventyr, er magien og den lykkelige slutning. Vi har ventet på den længe, men eventyrslutningen udebliver tilsyneladende. Hvis fortællingen om Center for Børnelitteratur er et eventyr, er det et postmoderne et af slagsen. Der er en meget åben slutning, og man kan diskutere, om eventyret bryder med den nok så bekendte løgstrupske poetik: Kun en nidding bryder sig om at tage håbet fra det læsende barn.

Derfor må der en tredje genre til, den historiske roman:

Den historiske roman kendetegnes som genre af blandingen af fiktion og fakta, og genren befinder sig mellem kunst og didaktik. Den historiske roman har som centret her altid stået i et dialektisk forhold til sine formidlingsinstitutioner, ikke mindst grundskolen.

Som enhver anden historisk roman viser fortællingen om Center for Børnelitteratur, hvordan store politiske begivenheder har konsekvenser for enkeltmiljøer og individer. I den historiske roman vises det, hvordan fysiske og psykiske kampe om magt og ære udspiller sig i toppen af samfundet med en afsmittende effekt på hver eneste soldat, borger og barn. Historiske børneromaner tematiserer ofte nationens skiftende sejre og nederlag. Med inspiration i titler som Rasmus i kamp, Rasmus ved Dybbøl og Maries krig kan man godt sige, at vores aktuelle fortælling er at betragte som børnelitteraturforskningens 1864.

Grundlovens bestemmelser er suspenderet, og centret er ramt af territorial indskrænkning. Centret er – som sydslesvigerne - blevet underlagt nye magthavere og en ny sproglig dominans. Det er her som efter 1864 svært at finde optimismen frem, og vores historiske roman risikerer nemt at ende som en desillusionsroman.

Hvad kan vi så lære af dette genreperspektiv – hvad kan vi lære af historien og den historiske fiktion: Hvordan gik det med Rasmus og Marie? Hvordan fandt de og nationen en vej? Et kendt bonmot, som i eftertiden er forbundet med 1864, er jo Dalgas’: Hvad udad tabes skal indad vindes. Fiktionen om 1864 har understreget, at nederlaget betød en ny national samling, et nyt sammenhold og også en fredelig sameksistens mellem flertal og mindretal. I 1920 kom Genforeningen, som blev iværksat ved hjælp af demokratiske spilleregler, og de menneskelige hensyn til de marginaliserede grupper blev vægtet højt.

Mens vi venter på demokratiet og en ny genforening af børnelitteraturforskning, uddannelse, bibliotek og forfatterskole kan vi håbe, at Center for Børnelitteratur i sin mindretalsposition kan opnå en slags Sydslesvigsk status. Rasmus og Marie klarede sig, også efter en drabelig kamp, hvor de stod til at miste alt. De overkom hjemløsheden og fandt et nyt hjem ligesom så mange andre af børnelitteraturens børn.

Lad os skåle for, at nederlag en dag kan blive til sejr, og at der kan findes en optimistisk slutning på den historiske fortælling om Center for Børnelitteratur.

Lektor Anna Karlskov Skyggebjerg

Orlaprisen vender tilbage

2011-11-28T12:40:00.000-08:00

Det er heldigvis blevet besluttet, at Orlaprisen skal vende tilbage, og i dag blev det offentliggjort, hvem der er nomineret til Orlaprisen 2012. De nominerede er:

Lars Henrik Olsen: Ulv mod Elg, hvem vinder?
Lene Kaaberbøl: Vildheks, Ildprøven
Peter Gotthardt: Elverdronningens børn 1: En ukendt verden
Jesper Theilgaard: Børnenes bog om vejret
Benni Bødker: Kaptajn Prometeus, I blækspruttens tegnKenneth Bøgh Andersen: Antboy, Tissemyren vender tilbage
Cecilie Eken: Det levende sværd
Lene Møller Jørgensen: Jagten på det hellige barn
Camilla Wandahl: Veninder for altid, Ji
Jim Lyngvild: Nordisk Mytologi
Henrik Einspor: Max Skræk, Mere levende end død
Manu Sareen: Hvad fætter før er altid det rigtige

Læs pressemeddelelsen her.

Skriverprisen 2011

2011-11-15T00:19:00.000-08:00

I fredags modtog Rebecca Bach-Lauritsen Skriverprisen for sin debut Veronika lyder som harmonika. Prisen blev overrakt af ministeren for Ministeriet for børn og undervisning Christine Antorini på dette års BogForum.

Veronika lyder som harmonika er en poetisk og fortættet fortælling om den nye pige i klassen,
der har været ny så mange gange, at hun ikke længere ved, hvem hun er, og hvor hun hører hjemme.

Bent Rasmussen, medlem af Skriverudvalget, skriver bl.a. om bogen: Det er en dejlig bog - en lille bog med store temaer - og man bliver både rørt og berørt. Historien griber læseren - der er noget på spil. Bogen er en flot skildring af det "at komme til sig selv" og "at finde sig selv". (Ministeriet for børn og undervisnings skrivelse om Rebecca Bach-Lauritsen lavet i anledning med prisen).

Sally Altschuler i anden: "Min bedstefar var russer og havde slangekrøller" og "En engel bag øret"

2011-11-02T02:14:00.000-07:00

I forrige måned besluttede min læseklub, som jeg frekventerer en gang om måneden, at tiden var moden til at læse den tysk-rumænske nobelpristager Hertha Müller.
Jeg var egentlig meget glad for valget af Müller, for det betød at jeg ville få læst den seneste roman en del før jeg ellers ville være nået frem til værket i bunken af aktuelle must reads.

Måske, tænkte jeg, hører Müllers bøger også til den slags, man netop har stor fordel af at diskutere med andre. Så jeg googlede nysgerrigt forfatterskabet og følte mig godt forberedt til det, som kun kunne blive et interessant bekendtskab. Men så var det, det skete:
Netop som jeg aftenen forinden havde stablet mig selv op i sengen med nobelpristager og hjemmetørret myntete og var påbegyndt læsningen, havnede en pakke fra Gyldendals forlagsekspedition på mit arbejdsbord. Den indeholdt to værker af samme forfatter – nemlig Sally Altschulers familiedokumentariske romanprojekt, som forlaget udsendte i september måned i to udgaver for hhv. børn og voksne.

Jeg havde rent glemt at de skulle udkomme, for jeg rekvirerede dem efter sommerens børnelitteraturkursus på Vallekilde Højskole, hvor Altschuler var blandt oplægsholderne.
Jeg tog bøgerne i øjesyn. De så unægtelig fristende ud, navnlig børneudgaven, som har et både muntert og hyggeligt omslag samt den indbydende titel ”Min tipoldefar var russer og havde slangekrøller”.

Jeg gennemgik kalenderen i tankerne – der var stadig 14 dage, til læseklubben skulle mødes. Det kunne vel ikke skade at læse et enkelt kapitel i en af Altschulers bøger… Og jeg kunne jo begynde med børneudgaven og lige få en smagsprøve. Jeg kunne jo altid vende tilbage til dem, når jeg havde bedre tid.

En uge senere var jeg stadig ikke kommet videre med Hertha Müller. Til gengæld havde jeg læst hele Altschulers børnebog og var nået et pænt stykke ind i voksenudgaven.
Til min ægtefælles delte begejstring morede jeg mig højlydt over både folk og (især) fæ i de Altschulerske annaler, læste lange passager højt i sengen og indledte hver morgen konversationen over morgenbordet med ordene: ”Aaarj, det er simpelthen helt vidunderligt,…” for herefter at underholde om det senest indtagne kapitel.
Det er virkelig lykkedes Sally Altschuler at skrive den samme fortælling i to udgaver, og de er præcis lige læseværdige. Og at man oven i købet gerne (læs: sultent) læser dem i forlængelse af hinanden tjener blot forfatteren yderligere til ære. Det er faktisk længe siden, jeg har følt mig så vel underholdt. Og jeg er helt sikker på, at jeg ville have været lige så henrykt, da jeg var barn.

Altschulers børneudgave stoler på sit publikum, hvilket gør den til en meget interessant læseoplevelse. Netop dette, at læseren uden videre regnes for i stand til at nemme fortællingen, er en kvalitet af de sjældnere. Man får serveret lige præcis den mængde faktuel information om historisk og religiøse forhold, som er nødvendige for at man får fuldt udbytte af historien, men herudover må man gerne blot lade sig divertere af den meget velskrevne og spændende fortælling om den særegne, jødiske slægt i Antonovka i Hviderusland. Den er oven i købet til at blive klog af.

Det sproglige og fortællemæssige drive bærer en videre gennem voksenudgaven, som rummer en del flere politiske perspektiveringer og et lidt større drys erotik, men som flere steder har benyttet de samme formuleringer og som ligesom børneudgaven har et magisk realistisk element; et greb der føles som skabt til at bruge netop sådan som Sally Altschuler gør. Jeg gætter på at børn, der får læst højt kan hænge på fra de er ca. 8 år, og at selvlæsere kan læse den fra de er 10. Nu kan både junior og senior altså læse den samme bog samtidig – og jeg ønsker virkelig begge romaner mange læsere – det har de fortjent. Læserne, altså. Jeg har stadig ikke fået læst Hertha Müller. Gode læseoplevelser skal jo lige have lov at sætte sig.

Bettina Kamper, bestyrelsesmedlem i IBBY Danmark

BOGFORUM 2011

2011-10-24T16:13:00.001-07:00

Om kort tid slår Forum dørene op til den 20. udgave af BogForum - og for sidste gang, for næste år er det Bella Centeret. Programmet for weekenden den 11.-13. november er netop blevet offentliggjort, og det sædvanlige spørgsmål melder sig: Hvordan står det til med børnelitteraturen på årets bogmesse?

Rutinemæssigt besvares spørgsmålet negativt. Der har aldrig været megen dansk børnelitteratur på BogForum ud over lidt højtlæsning, der mest af alt har haft karakter af et frikvarter, hvor man kunne parkere ungerne. Men introduktionen til den nye litteratur, til glæde for forældre, bibliotekarer og andre formidlere, har der sjældent været meget af.

I år ser det dog bedre ud end længe. BogForum har fået en børnescene, hvor hjemlige stjerner som Lene Kaaberbøl og Kenneth Bøgh Andersen får lov til at præsentere deres nye udgivelser side om side med forfattere på vej op som Camilla Wandal og Sanne Søndergaard. Og der er ikke mindst point for at henlægge prisuddelingen for Kulturministeriets glimrende nye initiativ, Drengelitteraturprisen, til BogForum. Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af konkurrencen - forhåbentlig nye forfattere til den vigtige gruppe af utro drengelæsere.

Men hvor er en Neil Gaiman, en Shaun Tan, en Wolfgang Erlbruch, en Philip Pullman eller en helt femte international højdespringer, der kan inspirere og vise såvel læsere som forfattere og formidlere, hvor højt overliggeren egentlig kan placeres? Hvorfor aldrig en toneangivende international børnelitterær forfatter til den nationale bogfest?

Det fulde børneprogram kan læses her: http://bogforum.dk/program/for-boern/

Benni Bødker, medlem af IBBY og forfatter

Dagbog fra bogmessen i Frankfurt 3 og 4

2011-10-16T14:24:00.000-07:00

Messen set hjemmefra
18 møder senere (+ en præsentation af den store Harry Potter-websatsning + en middag med svenske og norske kolleger + en sen nat på Frankfurter hof med danske kolleger) - hjemme igen og næsten udhvilet lyder evalueringen af verdens største bogbegivenhed 2011 sådan her fra mit verdenshjørne:

De seneste år har der været nærmest entydige hovedtendenser for ungdomsbøger: 1) Vampyrer, 2) engle og andre udøde, 3) psykologiske thrillere, 4) dystopier og anden si fi - men enten har vi mistet orienteringen i år, eller også tror vi ikke længere på, at unge helst vil dyrke en enkelt genre og læse adskillige trilogier inden for den genre, der tilfældigvis er moderne i år. Under alle omstændigheder lader det hele til at køre parallelt med hinanden i år - sammen med samtidige realistiske romaner, som man altid kan finde højt kvalificerede bud på hos engelsksprogede forlag og agenter. Mange gode romaner vil helt sikkert ramme vores mailbokse de næste dage og uger, men ingen af dem skiller sig på forhånd ud som Årets Fantastiske Nyhed.

For os blev den store begivenhed en kæmpestor interesse for Strids utrolige historie om den kæmpestore pære. Den 90 sider store billedbog udkommer først på dansk i begyndelsen af 2012, men på bogmessen er den blevet solgt til udgivelse i Finland, Sverige, Norge, Island, Færøerne og Rusland, det har jeg aldrig oplevet før.

Et andet stort tema har selvfølgelig været bøgernes digitale fremtid. Kunststyrelsens Lars Sidenius kunne fortælle om et spændende seminar tirsdag før messen åbnede - om digitale børnebøger.
Ved langt de fleste møder med forlag virker det dog, som om de digitale udgivelser eksisterer i et parallelt univers. De almindelige børnebogsredaktioner - dem der udvikler papirbøger - har tilsyneladende ikke noget med udvikling af digitale børnebøger at gøre. Hvor længe mon det varer, før de to verdener kommer til at hænge sammen i skabelses- og udviklingsfasen? Måske til næste år?
Under alle omstændigheder er hver eneste bogmesse begyndelsen til en masse, som vil blive realiseret i løbet af det kommende år, indtil næste gang vi mødes til bogmesse i Frankfurt.

Elin Algreen-Petersen, medlem af IBBY og redaktionschef i Gyldendals børnebogsredaktion

Dagbog fra bogmessen i Frankfurt 2

2011-10-12T17:03:00.000-07:00

Så blev det alligevel en god dag
Svenske billedbøger præsenteret af en, der er helt ny i jobbet, finske apps, filmatisering på vej af Spøgelsesskibet Vallona (jeg håber flere vil se filmen, end de 788 mennesker, der købte bogen), en tysk rettighedssælger, som er sur over, at vi ikke har købt de bøger, vi talte om på messen sidste år, en englænder, der fortæller om en efterfølger til Skatteøen (ja, den hedder Return to Treasure Island), i hal 6 kan man få sushi til frokost, en amerikaner, der hilser pænt, spørger til vores nye udgivelser, jeg gør det samme, indtil det går op for os, at vi begge er her for at købe rettigheder, ingen af os for at sælge, vi finder aldrig ud af, hvordan mødet er kommet i stand, det stod bare i vores kalendere, en svensk/engelsk agent, der vil sælge rettigheder til et 25 år langt tysk forfatterskab med over 100 titler, et par fine norske romaner, en engelsk debutant med 'unlimited potential', og til sidst - endelig - en svensker, der allerhelst vil vise mig en youtube-film med en enestående Shaun Tan-historie.

Så blev det alligevel en god dag.

Elin Algreen-Petersen, IBBY-medlem og redaktionschef i Gyldendals Børnebogsredaktion

Dagbog fra bogmessen i Frankfurt 1

2011-10-11T15:04:00.000-07:00

Dagen før messen åbner
Vi kører omkring hotellet med vores bagage og derefter videre til messen. Den store messehal ser ikke ud til at kunne blive klar til åbning i morgen. Det flyder med papkasser og andet affald på de grimme rå betongulve og de fleste stande er bare tomme hylder og bare vægge. Men mon ikke alt bliver klar, som det plejer? Tre timer senere er børnebogshjørnet på Gyldendals stand i hvert fald blevet flot, med fire store fotostater, som præsenterer Aakesons nye småbørnsserie om Lili, Mette Finderups nye illustrerede fantasyserie, Sværdets mester, Mats Leténs og Hanne Bartholins nye billedbog En gul hund ved navn Bob og Jakob Martin Strids store billedbog Den utrolige historie om den kæmpestore pære - og så et stort udvalg af de nyeste originale danske børne- og ungdomsbøger på alle hylder. Vi har som sædvanligt svært ved at begrænse os, og måske kom vi igen til at proppe for mange bøger ind til at det ser flot ud og er til at overskue. I de næste fire dage vil over 50 repræsentanter for forlag fra hele verden nemlig komme forbi for at få præsenteret de nye bøger, som er udkommet siden de sidst havde møde med forlagets rettighedsdame, Louise Langhoff Koch, på bogmessen i Bologna i foråret.
Mens Louise sælger rettigheder til de danske bøger, løber redaktør Elisabeth Kiertzner og jeg rundt mellem de andre stande og messehaller for at få præsenteret nye bøger fra udlandet, og se, om der er noget, der ser spændende ud og kan passe ind i vores udgivelsesprogram for næste år.
Kan det passe, at jeg allerede har ømme fødder?

- Elin Algreen-Petersen, IBBY-medlem og redaktionschef i Gyldendals børnebogsredaktion

Kun for drenge

2011-10-06T01:09:00.000-07:00

Der tales rigtig meget om, at danske børn og unge læser alt for dårligt og alt for lidt. Fornylig havde Anna Karlskov Skyggebjerg og Nina Christensen fra Center for Børnelitteratur en kronik i Berlingske Tidende, hvor de slog på tromme for, at det ikke er nok fokusere på, at børnene læser for lidt og for dårligt, men at det også at vigtigt at kikke på, hvad de læser, når de læser. Bliver vi klogere på børnenes læsevaner og på, hvad de ville vælge, når de kan vælge selv, bliver det måske også lettere at få dem til at vælge en bog i fritiden. Læs kronikken her.

Blandt gruppen af ikke læsende børn og unge udgør drenge den største gruppe, i den anledning har Kulturministeriet og Undervisningsministeriet udskrevet en konkurrence om den gode drengebog. Hensigten med konkurrencen er at styrke drengenes læselyst. Læs mere om konkurrencen her. En dommerkomite har udvalgt fem bidrag blandt de i alt 218 indsendte. Det er nu op til drengene at vælge, hvilket af de fem der er det bedste. Frem til den 28. oktober kan bidragene læses på Palles gavebod og drengene kan stemme på deres favorit historie. Læs bidragene her og læs reglerne for deltagelse i konkurrencen her.

Så hermed en opfordring til, at I får drengene i jeres netværk til at gå ind på Palles gavebod og læse bidragene og stemme på det bidrag, de synes skal vinde.

Tegneserier i opbrud

2011-10-03T05:33:00.000-07:00

Den 29. november 2011 inviterer Center for Børnelitteratur, Aarhus Universitet, til seminar om tegneserier.

Tegneserien har gennemgået en rivende udvikling de sidste 25 år, og seminaret har derfor fokus på tegneseriens nye udtryksformer graphic novel og manga: Hvad dækker de nye udtryksformer over, hvorfor er de interessante og for hvem, og hvordan kan man anskue dem i et pædagogisk perspektiv. Desuden tilbydes et indblik i overvejelserne bag tegneserieklassikeren Valhalla.

Program
9:30-10:00	Ankomst og registrering
10:00-10:10	Velkomst
10:10-11:05	Dr. Bernd Dolle-Weinkauff, Institut für Jugendbuchforschung, Frankfurt: ” The fascination with manga: impact and visual narration of Japanese comics in Europe".
11:05-11:20	Pause
11:20-12:15	Phd. stipendiat ved Københavns Universitet Rikke Cortsen: “Grafiske romaner: titler, teknik og temaer”.
12:15-13:15	Frokost
13:15-14:10	Formand for Seriefrämjandet og forfatter til bl.a. Black Images ind the Comics og Swedish Comics History Fredrik Strömberg: ”Seriepedagogik och pedagogiska serier”
14:10-14:25	Pause
14:25-15:20	Tegneserietegner Peter Madsen: ”Valhalla”
15:20-15:30	Tak for i dag

Seminaret henvender sig til alle der arbejder med eller interesserer sig for tegneserier, børnelitteratur og børns læsning, dvs. bibliotekarer, skolebibliotekarer, folkeskolelærere, gymnasielærere, redaktører osv.
Pris og tilmelding
Pris kr. 1.000,- (særpris for studerende ved DPU/AU og Aarhus Universitet kr. 200,-)

Se mere her: http://www.dpu.dk/aktuelt/kalender/arrangement/artikel/tegneserier-i-opbrud/

Fyraftensarrangement med Wolf Erlbruch

2011-09-12T01:24:00.000-07:00

I anledning af, at Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved fylder 20 år den 30. september, inviterer Rosinante&Co til fyraftensarrangement den 28. september kl. 17-18.30. Kom og mød tegneren, der i et interview med Søren Vinterberg, vil fortælle om sine værker. Forlaget byder på et glas vin og snacks. Arrangementet er gratis, men tilmelding er nødvendig og vil være efter først til mølle princippet.

Tilmelding sker ved at skrive en mail til: info@rosinante-co.dk. Du er først tilmeldt, når du har fået en bekræftende mail.

Dato: 28. september 2011
Tid: kl. 17-18.30Sted: Kultorvet 11, 1 (over Klaptræet).

Charlotte Pardi indstillet til Hans Christian Andersen Award

2011-06-26T14:00:00.000-07:00

På IBBY's verdenskongres i London i 2012 bliver Hans Christian Andersen Awards uddelt til en forfatter og en tegner, lige som på alle de tidligere verdenskongresser.

Hvert andet år, når der er verdenskongres, bliver IBBY, Danmark inviteret til at indstille en tegner og en forfatter til prisen. Indstillingerne er netop sendt af sted og i år har vi indstillet Lene Kaaberbøl til forfatterprisen og Charlotte Pardi til illustratorprisen.

Charlotte Pardi bliver indstillet med følgende begrundelse:

Det er i deres udtryk, man kan se det.

Det er i børnenes udtryk, man kan se det.

Det er udtrykket hos de børn, hun tegner, der først og fremmest berettiger til at sige, at Charlotte Pardis bidrag til børnelitteraturen er enestående.

Kroppen, bevægelsen og ansigtsudtrykket hos Charlotte Pardis mennesker – især børnene, fortæller så mange historier om, hvordan de har det i præcis den situation den ene eller den anden forfatter har sat dem i. Man kan se langt ind i sjælen på dem.

Tag fx drengen på det første opslag i For sent! Hans far kommer altid for sent, og derfor kommer drengen også altid for sent ”En gang kom jeg først midt i anden halvleg. Det var virkelig pinligt,” fortæller drengen. Hans kinder og ører og næsetip er rødmende flove, hans mund er lukket, der er ikke noget at sige. Hans krop fortæller, at hans far ikke hjalp ham med at få skiftet til fodboldtøj, før de tog hjemmefra, så han må stå og gøre det her for øjnene af alle spillerne med blottet maveskind. Hans øjne og øjenbryn er ikke bare flove, de er triste og alene og ydmygede – næsten bange. Og samtidig kan man ikke lade være med at smile ad måden han står der på - balancerende på et ben med kun en sko på og trøjen med et alt for langt ærme.

Man kan også se på børnene i Græd blot hjerte. Fire børn sidder ved køkkenbordet og sørger over deres syge farmor, som Døden er kommet for at hente. Sorgen er tydelig i alle fire børns ansigter, ingen frustration eller aggression, kun grænseløs tristhed. To af børnene kigger ned i bordet eller har lukkede øjne – i en indadvendt alvor. En skæver op til den sorte skikkelse for bordenden, og en kigger lige ud i luften. Der er ingen beskrivelser af de fire børn i bogens tekst, og alligevel står de fire karakterer helt tydeligt for læseren – fire forskellige personligheder. Og der, hvor vi får at vide, at Dødens hjerte inde under kappen banker af en dyb kærlighed til livet, lader Charlotte Pardi den lille pige lægge sin lille hånd på Dødens store hvide knoklede hånd – hvad der ikke står noget om i teksten.

Det er rørende og bevægende, men ikke hverken nuttet eller sentimentalt.

Farsdreng er en dreng uden sjæl og personlighed, derfor har Charlotte Pardi tegnet ham uden øjne bag de hvide brilleglas. Og selvfølgelig har Farsdreng samme ternede skjorte og vest som Far.

Og så er der Frøken Ignora, som bor helt alene i et vandtårn. I en af de første af de i alt 20 bøger om Frøken Ignora står der: ”Når man er barn er det svært at klare sig uden sine forældre. Og pludselig havde Ignora ingen forældre.” Og nederst på siden er der en lille bitte tegning af Ignora, der står alene på en hvid baggrund med en taske på jorden ved siden af sig. Ansigtet er åbent og lidt forskræmt, men kroppen er i balance, armene ned langs siden, benene på jorden (fødderne står lige som taksen i en lille lysegrå farveplet på den ellers helt hvide baggrund). – Man kan se, at Ignora ikke har i sinde at lade sig vælte omkuld, bare fordi hun er blevet alene i verden. Der er noget no nonsens over Ignora på den tegning. Hun er åben og sårbar, men samtidig stærk, afbalanceret og med jordforbindelse. Alt det på en tegning på størrelse med et frimærke.

Charlotte Pardi illustrerer dagliglivet, hun beretter om hverdagslivets små detaljer. Tingene er beskrevet naturligt og forudsigeligt. Vi er i en velkendt verden med ternede duge urtepotter i vindueskarmen rød saftevand og børnetegninger hængt op på væggen. Man genkender en kop, en teske, en sukkerskål – og også vinduet med gardiner og døren. Stregen er vild og ekspressiv, men de små detaljer er helt præcise og sammen med farverne skaber de den hjemlige atmosfære i billedet. Pardis drenge og piger er ikke pæne, det er normale drenge og piger med store næser eller små, lange eller smalle eller brede, masser af fregner og håret i uorden.

Teknisk set holder Charlotte Pardi altid balancen mellem det dristige, ekspressive og det traditionelle og letaflæselige. Med blyanten skaber hun bevægelse og friskhed. Og farverne er rene og fulde, i forgrunden rød, gul, blå og sort – i baggrunden grå og grumset. Det er mest vandbaseret farve, akvarel og acryl. Farverne er, som vi kender dem: husenes tage er røde, træerne er grønne, møblerne af brunt træ. Og selv om farvelægningen er grov og ekspressiv, malet med bred pensel, så er holder farverne sig inden for blyantstregen – inden for objektets rammer og flyder ikke ud over. På den måde opnår hun alligevel en ro det bevægelige og ekspressive udtryk, vi kan altid identificere objekterne – se, hvad det forestiller.

Der er også stor variation i illustrationerne fra bog til bog. Pardi tilpasser udtrykket til historien, og prøver stadig nye teknikker af. Fx har hun også vist, at hun mestrer collageteknikken blandt andet i Farsdreng, hvor de sommerfugle, faren stikker en nål igennem for at kunne iagttage og studere, er klippet fra fotos af rigtige sommerfugle.

I Hvad siger sneugleungen Ulla? har Charlotte Pardi forenet alle sine talenter i et helt enestående bidrag til de allermindste børns litteratur. Hun har igen fornyet sig teknisk, hun har sublimeret sin evne til at give ’personerne’ (her dyr) udtryk og personlighed, og hun har gjort det ved hjælp af sit særlige talent for enkelthed og æstetisk skønhed.

Fire farver, blå, hvid, sort og en lillebitte smule gul – til ugleungens næb. ”Er her nogen? Hov, to små øjne! Hvem er det, som kigger, midt i alt det hvide?” Med enkelte grove sorte strøg og diskrete grå skygger på de store hvide og blå flader er det lykkedes Pardi at beskrive snelandskabets kulde, storhed og skønhed og sneugleungens udtryk og stemningsskift, først forskræmt så undrende, nysgerrig, spørgende, så træt og til slut bare tilfreds. Også dyrene omkring sneugleungen får karakter og personlighed i Pardis streg: den lidt fjogede snehare, den lidt skræmmende og skarpe ræv, den store vilde og voldsomme isbjørn og til slut sneuglemor med de store vinger man kan putte sig under.

Charlotte Pardi er nok meget dansk som illustrator, der er sødme, humor og enkelthed, stærke farver, den modige sorte og den livlige, løse og skitseagtige streg. Men samtidig er hun universel, fordi hun fortæller præcist, med stort teknisk talent og med den klassiske illustrators ydmyghed, hun forsøger ikke at imponere med en subjektiv og kunstnerisk tour de force. Hun er først og fremmest optaget af de børn, historierne handler om og af sammen med forfatteren at fortælle en historie.

Man forstår godt, hvorfor Charlotte Pardi har sagt, at hun altid er lidt trist, når en opgave er afsluttet og ”børnene flytter hjemmefra”, det er nemlig tydeligt for enhver, at der er investeret masser af hjerteblod i de børn, hun tegner. Hun lever med dem og kender dem ud og ind.

Til lykke til Ib Spang Olsen

2011-06-15T00:32:00.000-07:00

Den 11. juni fyldte Ib Spang Olsen 90 år. Det blev fejret ved en fin reception i Trykkeriet på Gyldendal den 9. juni. Rigtig mange mennesker var mødt op for at fejre den kære illustrator, som har betydet så uendelig meget for dansk børnelitteratur og illustratorkunst. Søren Ulrik Thomsen holdte en personlig og god tale og Fuzzy havde med inspiration i noderne i Ib Spang Olsens navn, komponeret et ganske særligt og meget flot musik stykke.

Se Gyldendal TVs interview her.

Anette Øster om Udkantsfortællinger af Shaun Tan

2011-01-30T14:06:00.000-08:00

En bog, der kvalificerer sig til en samlet børnebogs- og illustratorpris, er australske Shaun Tans Udkantsfortællinger. Udkantsfortællinger er en utrolig smuk, poetisk, anderledes, skæv, rørende og helt igennem vidunderlig bog. Den består af 15 små mærkelige og finurlige fortællinger, der er absurde og mystiske med en snert af realisme, de tager udgangspunkt i en forstad, der er gået i stå. Det er fortællinger, der tager fat i eksistentielle spørgsmål, de udfordrer deres læser og giver stof til eftertanke og gode samtaler. Det er historier, hvor der i teksten såvel som på billedsiden leges med form og indhold, hvor det groteske og absurde blandes med det ”normale”. Det er kort og godt en af den slags bøger, der beriger sin læser, den rører sanserne og efterlader sig spor. Den er en æstetisk nydelse og en tankevrider. Det er en bog som denne, der fastholder troen på, at papirbogen stadig har en berettigelse, også selv om e-bogen er i hastig fremdrift og uden tvivl vil komme til at fylde mere og mere de kommende år. Papiret er og bliver en utrolig god opfindelse og der er bøger, man skal kunne røre ved og bladre i på en anden måde, end det er muligt på en e-læser. Udkantsfortællinger er sådan en bog, især fordi illustrationssiden er mageløs. Den er et overflødighedshorn af tegninger, abstrakte og realistiske illustrationer, collager og et behersket, men utrolig effektfuldt farvevalg. Blandingen af sort-hvide og farvelagte opslag gør sig fantastisk godt. Illustrationerne er både dystre og mørke, poetiske og dybe. Det er som at forsvinde ind i en ganske særlig drømmeverden. De matcher og uddyber fortællingerne, samtidigt med at de tilfører dem noget ekstra, præcis som den gode illustration bør. En smal bog, som jeg håber og ønsker må få et stort og bredt publikum blandt store og små, en bog, som hvis den havde været af en dansk forfatter/illustrator burde have haft Kulturministeriets Børnebogs- og Illustratorpris 2010. En bog, der opfylder de kriterier, jeg mener, kendetegner den gode børnebog. Og da jeg som forlagsredaktør ikke mener, at jeg kan pege på en rent dansk udgivelse, er mit valgt i denne sammenhæng faldet på denne litterære og æstetiske perle.

Anette Øster, redaktions- og marketingmedarbejder.

Jens Fink-Jensen: Katrine Marie Guldager

2011-01-28T01:00:00.000-08:00

Anton er 10 år og overbevist om, at tingene har en sjæl; hans skoletaske beklager sig over at blive fyldt med for mange bøger og blive hængt på en knage. Hans cykel er glad for at være en cykel, som regel da, for der er dage, hvor den slet ikke er oplagt til andet end at stå og hænge i stativet. Og så lader Anton den selvfølgelig blive hjemme, mens han selv går til skole. Når træerne knager i vinden, er Anton overbevist om, at de har et sprog – også selv om han ikke forstår, hvad de siger. Anton skal lægge tøj sammen, og store dramaer udspiller sig strømperne imellem, inden de parvis finder sammen igen efter den omtumlede tid i tørremaskinen.

Anton spørger autoriteterne; far og mor, om det er rigtigt, at tingene har en sjæl: Men nej; ”De er døde,” siger mor. ”Anton, dit lille fjols. Selvfølgelig har tingene ikke en sjæl,” siger far, som tramper på græsset, knækker en gren af en busk og truer med at sparke til Antons cykel, for at bevise, at de ikke kan mærke noget. Men Anton ved, at far ikke har ret – han kan nemlig høre, at de alle beklager sig over den dårlige behandling. Men så kommer morfar på besøg, og Anton stiller ham det samme altafgørende spørgsmål. Og morfar er med på den; at tingene har en sjæl. De to bliver enige om, at det er en hemmelighed, de holder for sig selv, for som morfar siger: ”Ikke alle tror på, at tingene har en sjæl.” Anton er lykkelig for, at en morfar forstår alting.

Det er en meget enkelt og smukt greb i fortællingen, der på overfladen ikke gør særligt væsen af sig. Den er hverken særlig poetisk eller sprogligt udfoldet, men i handlingen og samspillet mellem Anton og de besjælede ting, opstår en smuk helhed. I Antons verden udspilles alle menneskelivets psykologiske spil og udfordringer med hans nærmeste brugsgenstande og omgivelser som aktører. I samspillet med dem øver han sig på at vise hensyn, i at være vidne til andres konflikter og føle empati: Tænk hvis alle børn voksede op med respekt for, at de fysiske hjælpemidler og omgivelser, hvad enten det er cykler, gadeinventar, bygninger eller træer, også skal behandles ordentligt – så ville hærværk høre fortiden til!

Den enkle historie er godt suppleret af Kirsten Raagaards humoristiske og levende illustrationer, fyldt med detaljer at gå på opdagelse i. Tegningerne udvider læsealderen, så også de yngste kan være med.

Katrine Marie Guldager og Kirsten Raagaard (ill.): Anton og tingenes sjæl, ABC Forlag

Jens Fink-Jensen er forfatter.

Karen Lise Søndergaard: Chalotte Pardi og Katrine Marie Guldager

2011-01-25T01:00:00.000-08:00

Der har været masser af gode børnebogsudgivelser i 2010, og jeg ville allerhelst have peget på en rising star på den børnelitterære himmel, hvilket sikkert også havde været muligt. Men når jeg tænker over det forgangne års børnebogudgivelser, er det de tunge drenge, der stjæler billedet: Louis Jensens fremragende 2 kroner og 25 øre, Kim Fupz Aakesons stilfærdigt rystende Gerningsmænd og Hans Otto Jørgensens ulykkeshistorier, som flere allerede har foreslået som oplagt kandidat til årets børnebogspris.

Men der er ikke kun tunge drenge på banen – der er en lille flims af en rødhåret pige med selvklippet kasserollefrisure, der bliver ved med at prikke mig på skulderen. ”Du er for gammel”, siger jeg, og vifter hende irriteret væk. ”Netop!” argumenterer hun – ”der er vel en grund til, at der er udgivet 20 bøger om mig. TYVE!!!”, hvorpå hun triumferende citerer en anmeldelse af Bent Rasmussen: ”Nogen bør snart give Guldager og Pardi en pris for Frøken Ignora-bøgerne”. Hun smækker med døren. SLAM! Og jeg ved det jo godt – Katrine Marie Guldager og Charlotte Pardis Ignora er ikke til at overse. En samling historier om Frøken Ignora i vandtårnet berettiger både forfatter og illustrator som kandidater til Kulturministeriets børnebogspris 2010.

Fortællingerne om Ignora besidder åbenlys litterær kvalitet og taler til de alleryngste læsere med en særlig blanding af flyvende fantasi, barsk børnerealisme og sproglig tyngde, poesi og kraft. Det er karakteristisk for fortællingerne, at der ikke er nogen snip-snap-snude-løsninger på problemerne, Ignora får nogle knubs, men hun klarer sig ved at være den, hun er. Det virker fornyende i forhold til den klassiske småbørnslitteratur, men også solidarisk med den virkelighed, barnelæseren kender.

Vigtigst er det, at fortællingerne om Ignora har været banebrydende i forhold til at introducere kvalitetslitteratur til splinternye læsere i folkeskolens yngste klasser. Ignora har været med til at pege på, at det at lære at læse ikke kun drejer sig om at lære at afkode bogstaver, men også om at smage på sproget og mærke, hvad litteratur er og kan. Skolebørn over hele landet er blevet inspireret til at skrive deres egne Ignora-historier.

Charlotte Pardis illustrationer er indlysende gode og rammer helt rigtigt ned mellem det medfortællende og fortolkende.

”Hvad sagde jeg?” lyder det på den anden side af døren.

En samlig fortællingen om Frøken Ignora i Vandtårnet af Katrine Marie Guldager og Charlotte Pardi (ill.), Carlsen

Karen Lise Søndergaard, forlagsredaktør og anmelder ved Jyllandsposten, giver stafetten videre til Anette Øster

Birte Strandby: Oscar K

2011-01-22T01:00:00.000-08:00

En oplagt modtager til Børnebogsprisen kunne være Oscar K. med 'Et øjeblik i Kvante Sørensens liv' – en udfordrende og anderledes børnebog, der tager udgangspunkt i kvantefysikkens accept af muligheden for tidsrejser.

Kvantes mor skal føde, og under fødslen går Kvante rundt på kirkegården, mens han venter på sin nye lillesøster- eller bror. Blandt gravstenene træffer han familiens medlemmer, levende såvel som døde. De er her alle 12 år gamle som Kvante selv. Det giver sære og pudsige situationer, når man møder sin tipoldefar og sin far, længe før de får børn. Oldemor Louise forbavses til gengæld ikke over, at Kvante ved, at hun engang bliver linedanserinde.

Udover det filosofiske projekt med tider og paralleluniverser er der glimt fra fortiden: Den gammeldags gymnastikforening med fane og indmarch, et begyndende ungdomsoprør, musik man dansede til i 70’erne og tolkningskrævende udtryk med historisk kontekst: Enlig mor, almennyttig, feltmadras. Samlet giver det et omfattende portræt af godt 100 års dansk historie. Fortællingen slutter med lillesøsterens ankomst, men det gør historien naturligvis ikke, og for lillesøsteren er den jo netop begyndt.

Tankeeksperimentet er interessant med en snert af stort overblik, og for den forældre (bedsteforældre/lærer/pædagog/voksne) der har et nysgerrigt og diskussionslystent barn mellem otte og tolv år i huset, er der guld til mange samtaler og god mulighed for bidrag til abstrakte tanker såvel som konkrete.

Desuden har bogens tekst et enestående supplement i Teddy Kristiansens illustrationer, der formelig springer ud af siderne og fanger både det filmiske, det storladne og understøtter bogens ydmyge erkendelse af at være en lille del af et stort fællesskab.

Et øjeblik i Kvante Sørensens liv af Oscar K og Teddy Kristiansen (ill.), Høst & Søn

Birte Strandby, anmelder ved Bogvægten.dk, giver stafetten videre til Jens Fink-Jensen

Nanna Gyldenkærne: Ronnie Andersen

2011-01-19T01:00:00.000-08:00

Jeg indstiller Ronnie Andersen til børnebogsprisen for romanen ”6”, først og fremmest for det indlevede portræt af nittenårige Charli. Med sproglig konsekvens beskrives et smertefuldt ungdomsliv, hvor Charli prøver at kompensere for sit indre kaos med systemer og lukker verden ude med høj musik, alt imens han konsumerer store mængder fadøl m.m. Charlis verden er mest overkommelig gennem rusens filter, eller når den omsættes til nummererede billeder tegnet af efter fotografier.

Den ydre virkelighed er da også påtrængende nok. På bogens første side får Charli at vide, at hans mor har valgt at ”omfavne det dybe ingenting”. Han fotograferer sin døde mor med en mobiltelefon og tænker på, hvordan han kan tegne hende. Samtidig får han oplevelsen af selv at være lukket inde i en tegneseriestribe, noget der løber som en kommentartråd gennem hele romanen, hvor figurer som Vakse Viggo og Asterix optræder både som referenceramme og som et stilelement, der farver replikkerne. Sjyt, siger Viggo og 1 plus 1 er 7. Nonsens som giver sin egen parallelforskudte mening.

Charli flytter hjemmefra, har kvaler med kæresten, den følsomme bitch Silvia, tegner og drikker sig fuld, det meste i en tilstand af lammelse. Dog kan nærheden til andre mennesker pludselig trænge sig på. Livet brænder igennem i uønskede episoder, som da Charli får erektion af at have sit yndlingsbarn i vuggestuen på skødet, eller da han får en lussing af en gammel, sørgende mand på kirkegården og hævder, at det er en gave at lære at miste. Jeg troede ikke selv på det endnu, men det var det, han ville have, var det ikke? Det er episoder, der står stærkt og levende.

Langsomt opstår forelskelsen i den kun fjortenårige Linnea, der serverer ved morens begravelse. Hun er i mange henseender Charlis sunde modsætning. Som læser tror man ikke, det umage forhold vil vare, men beskrivelsen af det er til gengæld yderst troværdig. Sart, og uden spor af befamling. Troværdigt virker det også, at Charli falder for en pige, der har samme alder, som han selv havde, da hans mor i sin tid kom til skade og endte i kørestol. Man under ham at overveje enkle spørgsmål som, om det er muligt at mærke fregnerne på Linneas næse. Og man bliver glad for, at han begynder at tegne sin egen tegneserie i stedet for at være fanget i én. Det er ikke følelser, man får påduttet; de kommer, fordi det er lykkedes forfatteren at skrive et levende menneske frem på papiret.

6 af Ronnie Andersen, Høst & Søn

Nanna Gyldenkærne, forfatter, giver stafetten videre til Annette herzog

Trine May: Louis jensen

2011-01-16T01:00:00.000-08:00

Turen går til Afrika

Sidste år døde 750.000 børn af diarré i Afrika. Det bliver ca. 2.000 om dagen. Der er ikke noget lettere i hele verden end at helbrede et barn, der har diarré. Det koster 40 øre. Og så er der malaria. Den tager 1 million børn i Afrika om året. Sikke noget lort!

2010 har budt på en række geniale bøger for børn. Én enkelt er dog i en klasse for sig: Louis Jensens 2 kroner og 25 øre. En smal bog - på den fede måde!

Louis Jensen har gennem 25 år boltret sig i snart sagt alle tænkelige genreformater for børn: romaner, noveller, kortprosa, digte, essays, drama, billedbøger - og i spændende hybrider, skægge formeksperimenter med et til tider fuldstændig gakket indhold. Trods denne overordnede genremæssige alsidighed er han samtidig en forfatter, der altid udfolder sig i den magiske realisme - og det er også her, vi befinder os i 2 kroner og 25 øre. Her er dog hverken forelskede rugbrød, fløjtende heste eller rapkæftede tulipaner - som forfatterskabet ellers har budt på, men, som i alle Jensens øvrige romaner for børn, en halvstor dreng med et vigtigt projekt.

Vi følger den 14-årige jegfortæller, der synes, verdensgoderne er skævt fordelt, og som påtager sig et ansvar og tager sagen i egen hånd, for hos de rigide voksne er der ikke megen hjælp at hente: Forældrene, lærerne, skoleinspektøren, præsten - ja selv skolepsykologen forsøger at lukke munden på drengen, med ordene: Du bekymrer dig for meget. De ved allesammen godt, den er gal, men gør ingenting. Heller ikke selv om faren er uddannet i retfærdighed - han er dommer og har KARNOV stående.

Vores sympatiske hovedperson påbegynder derfor - med udgangspunkt i Johannes Døbers tanke om, at den, der har to kjortler skal dele med den, der ingen har - planlægningen af sit eget nødhjælpsprojekt. Han får støtte fra den jævnaldrende Anne, som han forelsker sig grænseløst i - og også fra en engleagtig hvid kvindeskikkelse, der dukker op, når det ser allermest sort ud. Projektet fører ham ud på en kriminel løbebane og griber mere og mere om sig: han begynder at storstjæle, sælge varerne til en hæler, overføre gigantiske summer fra farens mange konti, og til sidst kører han og Anne en stor kølebil fyldt med madvarer til Afrika. Han bevarer troen på projektet, men tvivler til sidst: færdes han i virkeligheden i en blindgyde som en moderne Don Quixote og slet ingen Robin Hood? Louis Jensen har noget på hjerte!

Det her er en bog om retfærdighed og medmenneskelighed. Og om kærlighed. De allervigtigste spørgsmål bliver diskuteret, og jegfortælleren er ikke bange for at tage store ord i munden:

Der er et mærkeligt, gammelt ord.

Det hedder barmhjertighed.

Det er et smukt ord.

Der citeres fra Biblen: Man ser splinten i sin brors øje, men ikke bjælken i sit eget, hvilket jegfortælleren synes er ret godt sagt! - og der refereres lystigt til verdenslitteraturens mestre som Victor Hugo, Sofokles, Cervantes og Shakespeare - side om side med henvisninger til vor tids Blekingegadebande - og Dronning Barbie og Kong Ken.

Den tunge tematik står i skarp kontrast til det smukke, lette, til tider poetiske sprog, den er formidlet i. Kapitlerne er korte, måske kun på få linjer og kapiteloverskrifterne ligeledes ultrakorte med ord som Men eller Nej. Det hele er grafisk sat sammen af Maria Lundén med s/h-silhouetbilleder, indimellem af ikonagtig karakter eller med regnestykker, verbale statements eller statistiske udregninger blandet ind.

Som didaktiker og formidler af børnelitteratur er jeg glad for, at vi har Louis Jensen. Han har forsynet os med tekster, der har stillet spørgsmål, men ikke nødvendigvis givet svar - og blandt andet derfor er de særdeles velegnede til brug i skolens litteraturundervisning. Frem for at moralisere, som megen af den ældre børnelitteratur gjorde, efterlader Jensens tekster snarere læserne (her: eleverne) med en stille forundring. Louis Jensen aftvinger sine læsere at forholde sig til de tematikker, han tager op - man kan simpelt hen ikke lade være. Og det er serveret i et enkelt og ufatteligt smukt sprog. Fra en formidlervinkel rummer bogen et stort litteraturpædagogisk potentiale - den er en gave i enhver 6.-7. klasse: Drøft selvfølgelig tematikken, men dyk også ned i sproget, de mange referencer (eleverne vil opdage, at litteraturen hænger sammen), formen, samspillet med billederne osv. Ja, der er nok at tage fat på.

Mageløst! Ganske enkelt!

Louis Jensen bør få Kulturministeriets børnebogspris ... hvis ret skal være ret.

2 kroner og 25 øre af Louis Jensen, Gyldendal

Ayoe Qvist Henkel: Tina Sakura Bestle

2011-01-13T01:00:00.000-08:00

En fabulerende, finurlig og fascinerende fortælling

Tina Sakura Bestle har med Papirdrengen skabt en smuk, sorgmunter og gruvækkende fortælling. Den er spundet sammen omkring fortællingen om papirdrengen Cairo, der er på sit livs rejse for at finde sig selv og blive en rigtig dreng af kød og blod igen. Cairo er blevet til papir, efter hans cirkusstjernemor er død (eller?). Nu søger han efter hende mellem himmel og jord, efter nogle levende bogstaver og ikke mindst efter at blive en dreng med et j-æ-r-t-e igen. Det er imidlertid ikke nemt, når man bliver jagtet af bl.a. skræmmende kæmpesakse, forfatteren Bertil Rufkom, der holder skrivefugle og bogstaver i fangenskab, kæmpeuglen - som er overogunderutroligutroligvigtigchefbibliotekar på Hvorsomhelst Kommunebibliotek (og må være en slægtning til en vis herre i Hyrdinden og skorstensfejeren) - og andre sorte skygger skabt af svigt og fortrængninger.

Papirdrengen er altså på en klassisk dannelsesrejse, hvor han må gå grueligt meget igennem for at finde sig selv – hjulpet på vej af blandt andre vegetartigeren Tiger, tusmørkemageren Tussi og den hotdogspisende stjerne Sirius. Dét, der imidlertid gør fortællingen til noget særligt, er dens rablende galskab og sproglige finurlighed. Abstrakte forhold konkretiseres, som hos de sorgplagede ”manden og damen”, hvor alt fryser til is, eller når Ella helt bogstaveligt kan læse sandheden på Cairos papirkrop. Ord og begrebers yderside og inderside afsøges og afprøves og stilbrud, humor eller groteske elementer punkterer den ellers ubærlige alvor.

I fortællingens spind dirrer mange andre gode fantastiske fortællinger ikke mindst af H.C. Andersen og Louis Jensen, men Tina Sakura Bestle har sin helt egen intense nerve, som er forfatterprisen værdi. Den lille papirsjæl har sat sig fast i denne læsers sjæl og vil også gøre det i andres.

Papirdrengen af Tina Sakura Bestle med illustrationer af Per Dybvig, Gyldendal

Ayoe Qvist Henkel, seminarielektor, giver stafetten videre til Karen Lise Søndergaard

Jacob Weinreich: Palle Schmidt

2011-01-10T01:00:00.000-08:00

Mit bud på en modtager af illustratorprisen er Palle Schmidt for illustrationerne til Kenneth Bøgh Andersens moderne version af de gode game Sværd & Trolddom-bøger: ’Den sidste dag’.

Der er noget Berni Wrightson over illustrationerne. Især træder Wrightsons arbejde på Stephen Kings ’Varulvens år’ frem i erindringen. Den skitseagtige, skraverede, sorthvide stil skaber en stemning af dyster og skæbnetung uhygge, der passer perfekt til Bøgh Andersens illusionsløse historie – eller historier. Tag illustrationen fra side 63 af den faldende mand på trappen. Vi ser kun hans skygge men mærker netop derfor det svimlende fald som et sug i maven. Illustrationerne til ’Den sidste dag’ er som at se en Hitchcock-film. ’Psycho’ for eksempel. Eller John Hustons legendariske Dashiell Hammett-filmatisering ’The Maltese Falcon’. Mørke, dystre, ekspressive. Palle Schmidt slog for alvor i gennem med den fantastiske og efter dansk målestok banebrydende tegneserie ’Blodets Konkubine’ fra 2008. Her er Tarantino sprunget ned fra lærredet og direkte over i en dansk tegneserie. Wow! Vold så blodet flyder. Kuglerne flyver om ørene på læseren. Kenneth Bøgh Andersen er dygtig til at vælge de helt rette illustratorer. Både Erik Petri og Rasmus Jensen fortjener stor anerkendelse. Men det gør Palle Schmidt også.

Den sidste dag af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Palle Schmidt, Høst & søn

Jacob Weinreich, forfatter, giver stafetten videre til Jan Vandall

Tove Krebs Lange: Peter Bay Alexandersen

2011-01-06T22:44:00.000-08:00

Hvem ville jeg give illustratorprisen? Et sjovt tankeeksperiment.

Lad mig lige slå efter, hvad illustratorprisen gives for:

”Prisen har til formål at hædre en bemærkelsesværdig indsats for den illustrerede danske børne- og ungdomsbog af høj teknisk og kunstnerisk kvalitet.”

”Teknisk og kunstnerisk kvalitet”. Jeg behøver altså ikke se på, hvordan billedet forholder sig til teksten, om den følger historien nøje, uddyber, modarbejder, supplerer eller slet ikke forholder sig til den.

Det ville jeg ellers gerne have kigget på. For mig er det netop samspillet mellem tekst (historie) og billede, der gør et billede til en illustration. Det er denne inspiration og bundethed, denne nødvendighed af at forholde sig til sin målgruppe, der gør at illustratoren snarere er håndværker end fri kunstner.

Men det gør også opgaven nemmere udelukkende at skulle se på billederne. Så jeg går i boghandlen og på biblioteket. Der er kommet mange fine billedbøger i år, de fleste af ”høj teknisk kvalitet”. Så er der den kunstneriske kvalitet. Hvad er det nu, jeg skal se efter dér? Er det æstetikken? Skal jeg se på det enkelte billede eller på bogen som helhed? På variationen af udtryk fra opslag til opslag, på rytmen i billedforløbet? Skal lay-out,, repro, tryk og papirkvalitet tælle med i min bedømmelse?

Eller skal jeg gå efter det nyskabende, et udtryk jeg ikke har set før? Det løser sig selv: det er krisetider, også i bogbranchen, så det er ikke blevet til mange eksperimenterende danske billedbøger for børn i 2010. Det kunstneriske udtryk er i sin natur frit og trives ikke så godt med at tage hensyn til salgstal. På biblioteket finder jeg dog et par smalle titler med smukke illustrationer, jeg ville kalde ”kunstneriske”. Det er bøger oversat fra tysk, norsk og fransk. De står oppe på en hylde og pynter. ”Det er ikke dem, børnene låner,” siger bibliotekaren. Jeg låner alle tre.

Den ”kunstneriske kvalitet” er en svær størrelse at have med at gøre, så jeg beslutter mig for, ikke at forholde mig til den. Det her med prisen ER jo kun noget vi leger.

Så jeg vælger en bog, hvor illustrationerne har gjort indtryk på mig, fordi de er så suverænt dygtigt lavet.

Det er Peter Bay Alexandersens på alle måder store bog ”Hvornår er vi der” (format 25 x35cm) med idé og (meget lidt) tekst af Klaus Rothstein, udkommet på forlaget Alvilda.

Bogen er en ”myldrebog” som vi kender fra ”Find Holger” bøgerne, men med en fortløbende historie. Man følger en rimelig dysfunktionel families rejse fra deres eget hjem til mormors hus, hvor de skal holde ferie. Der er gang i de karikerede typer: Far er en fantast, der drømmer sig ind i forskellige helteroller, chaufføren mor har bukserne på og står for alt det praktiske i forbindelse med rejsen. Begge er så optaget af deres eget, at de ikke ænser at deres to store børn bogstavelig talt er ved at tage livet af hinanden på bagsædet. På anhængeren sidder morfar og spiller forskellige instrumenter, den coole hund forholder sig lettere overbærende til situationen og på alle opslag messer lillesøster for døve øren sit mantra: ”Hvornår er vi der?”

Men at nå frem til mormors hus er bare et påskud for at give os en forrygende tur gennem surrealistiske storbyer og magiske landskaber ad futuristiske motorvejsnet til mormors hus ved havet. Vi følger nemlig også et sandt overflødighedshorn af bifigurer, som er med på alle 11 opslag, og som i mine øjne er endnu sjovere end hovedpersonerne. Plus det løse: der er masser af personer der kun optræder én gang, figurer fra forskellige eventyr og alle dem, der inspirerer fars dagdrømme.

Uden at fornærme forfatteren, må man sige, at denne bog lever i kraft af sine overlegent styrede illustrationer. Det har tydeligvis inspireret tegneren ikke at skulle forholde sig til en større tekstmængde. Peter Bay Alexandersen jonglerer med et uhørt antal præcist tegnede elementer, og det kunne let være blevet noget rod. Men han samler brikkerne til illustrationer, der også fungerer som velkomponerede billeder. Han varierer størrelser, billedvinkler og endda format. Ved to af opslagene skal bogen vendes på højkant. Hvor godt det fungerer i fortælleforløbet skal være usagt, men højformats billederne er blandt bogens flotteste. Et af Peter Bay Alexandersens virkemidler er den bevidste styring af farverne. De kølige farver ligger i baggrundene og får bilens røde farve til at lyse og springer i øjnene. Der er ingen orange eller pink farver og kun sparsomt doseret gult til at konkurrere med den røde, der kun får lov til at være dér, hvor vi skal lægge mærke til noget.

”Kunst kommt von können”, sagde vi i min gymnasietid, når vi skulle være fiffige. Og Peter Bay Alexandersen kan! Han tegner præcist og delikat med sin tynde fjerpen. Det er ren nydelse at betragte på linje med at have spidset alle sine farveblyanter og lagt dem i pæn orden. Og så tilføjer han uhyre sikkert lidt ”sjusk” og klatter i farvelægningen, så akvarellens tilfældige strukturer spiller op mod den stringente streg. I ”Hvornår er vi der?” har Peter Bay Alexandersen udfordret sig selv. Her taler vi ikke om vignetter der er blæst op på en side, men om illustration med baggrunde og detaljer for alle pengene.

”Jeg kan godt lide når tegneren har gjort sig umage,” sagde et barn engang til mig. Det kan jeg også.

Hvornår er vi der af Klaus Rothstein og Peter Bay Alexandersen (ill.), Alvilda

Tove Krebs Lange, illustrator, giver stafetten videre til Nanna Gyldenkærne

Oscar K: Bøger med sjæl og krop

2010-12-21T01:00:00.000-08:00

BØGER MED SJÆL OG KROP

Lad mig sige det ligeud: jeg har ikke læst alle de børne- og ungdomsbøger, der er udkommet i Danmark i 2010, så jeg vil afholde mig fra at komme med bud på, hvem der har skrevet den bedste bog. Jeg har til gengæld set og rørt og bladet i mange af dem og har det ligesom Don José i Nattens Stilhed, der

„ ... købte bøger for indholdets skyld, fortællingens og sprogets, men efter at han også i bibelsk forstand havde lært Doña Isabel at kende, var han begyndt at interessere sig for indbindingen. Han kunne dårligt sige sig fri for sin begejstring for hendes fantasifulde og sanselige måde at præsentere sig på, snart som diva, donna eller demimonde, snart som sypige, bibliotekar eller fabriksarbejderske. Han blev svimmel blot ved tanken, og selvfølgelig var det indholdet, der talte, men indpakningen gav nu også et fingerpeg. Don Josés bogindkøb havde i alt fald fået en ekstra dimension. Han rørte ved bøgerne, lugtede til dem, åbnede dem forsigtigt eller voldsomt, bøjede deres bind, bankede på dem, betragtede ryggen, lod fingrene løbe hen over prægning af titel og forfatternavn og vægtede farver og papirkvalitet.

Han købte ikke blot rigt ornamenterede, smukt indbunde bøger, roccocobind med kniplingskanter i guldtryk om urørt skind og håndindbundne hel- og halvbind, men også shirtingsbind, forgyldte eller farvede, papirs- og lærredsbind og simple uindbundne bøger. Det var ikke pragten, men særpræget, der fascinerede Don José. Som hos kvinderne.

Allerhelst gik han i antikvariaterne og så på bøger, brugte og glemte bøger, nogle varsomt forsynet med smudsbind, andre ligegyldigt uopskårne og atter andre flået op med en finger. Don José havde begrebet, at bøger ikke alene havde en sjæl, men også en krop, et fysisk nærvær, mangfoldighed. Det var som at gå på bordel. Der stod de på rækker med ryggen til, brogede, mystiske eller farveløse, smalle og brede, billige og kostbare side om side.“

Der er i 2010 udkommet børne- og ungdomsbøger, som ikke alene har sjæl, men også en krop, der er så forførende, at det er svært at lade være med at tage dem i hånden og åbne dem, fordi boghåndværket og illustrationskunsten holdes i hævd og fornys. Dem, er jeg helt sikker på, at indstillingskomiteen til illustratorprisen nok skal få øje på. Så jeg vil ikke som tilfældig udenforstående og alt for tæt på mulige kandidater belemre nogen med mine egne små hassaner, men trygt overlade beslutningen til prisudvalget.

Oscar K, forfatter, giver stafetten videre til Teddy Kristiansen

Lotte Malene Ruby: Lars Gabel og Morten Dürr

2010-12-20T01:00:00.000-08:00

Længe leve gru og alvor

I de selvironiske 90ere var vi nogen, der grinede meget af 70ernes børnebøger. Dem, der altid handlede om en fattig lille pige, som kun fik majs at spise, eller en stakkels lille dreng, hvis forældre skulle skilles.

Historierne var også liiige firkantede nok – og illustrationerne var en anelse mere DDR-brune end nødvendigt. Men når jeg tænker tilbage, så står disse triste hverdagskildringer alligevel utrolig skarpt i hukommelsen. Og det er ikke så mærkeligt, for andre menneskers lidelse er jo grundlæggende vedkommede – også selv om man kun er fire eller ti år.

Men det, som 70er-bøgerne ofte manglede, var simpelthen større kunstnerisk kraft i hele udførelsen. Derfor glæder det mig at se, når den grumme virkelighed ind imellem finder vej til børnebøgerne på en anderledes stærk og fængslende måde.

Et eksempel er billedbogen om Marias dukke, som er skrevet af Morten Dürr. Den fortæller i et enkelt og mundret sprog historien om Maria og hendes bror, der lever af at samle skrald for nogle onde mænd. En dag finder Maria en dukke, som hun beslutter at beholde, og det skulle hun naturligvis ikke have gjort...

Morsomt er det ikke, men det behøver det heller ikke at være. Historien går lige i mellemgulvet på både børn og voksne, og hvis man tør (og det bør man), baner den vej for en glimrende snak om nogle af verdens mindre pæne sider.

Marias dukke er stærkt illustreret af Lars Gabel. De er nærmest magiske i deres skønhed, men samtidigt så klare, at fortællingen aldrig får lov at slippe taget i den virkelige verden.

Jeg synes faktisk godt, at man kan smide nogle priser efter de to herrer for deres fantastiske evne til at sige noget super 70er-agtig på en så smuk og livsduelig facon.

En anden dag kan vi læsere jo altid hvile sindet lidt på et herligt og fuldstændigt usandsynligt eventyr om bussemænd eller noget andet pjat, der med garanti også interesserer de helt unge mennesker.

Lotte Malene Ruby giver stafetten videre til Jacob Weinreich

Jens Blendstrup: Anne- Marie Donslund og Tina Sakura Bestle

2010-12-17T01:00:00.000-08:00

Jeg vil gerne anbefale Bestle og Donslund til kulturministeriets børnebogspris, fordi de med ærtehalm har skrevet en fantastisk fin bog om to tvillinger Ærte og Halm, der må gå grueligt meget igennem, for at tjene til livets ophold, og ikke mindst opklare forfærdelige forbrydelser i den farligste by i hele verden – nemlig Varde. Ærtehalm er den første i en serie om de to søstre og ja, det er forrygende godt skrevet. Tvillingerne bruger deres dage, når de ikke er i skole, på at finde gamle ting i kontainere, som de så kan sælge med fortjeneste, evt. til en højere pris hvis de lige gaffa-taper sig sammen så de ligner de siamesiske tvillinger de var da de kom til verden.

Det er dejligt at der ikke fejes noget handikap-høflighed ind under noget bord. Tvillingerne driller hinanden, og storesøsteren er led som en storesøster i puberteten kan være. Samtidig er der verdensmanden, en gal professor, som muligvis, det skal ikke afsløres her, har spærret en masse børn med forskellige defekter inde i sin kælder, for at stjæle deres hjerner så hans kone kan blive rask. Det er alt sammen meget speget! Og verdensmanden er virkelig gal, og hjernerne i den kælder er ja – virkelig enorme.

Men det flyder fantastisk. Både tekst og illustration funkler. Rikke Villadsens skildring af børn med kæmpe øjne og mærkelige svævende kæmpe hoveder i en sorthvid VOKSEN verden er stærk og egner rigtigt godt til historiens groteske tråd. For det er grotesk, dejligt grotesk! Moren er død, som følge af fødslen. Barndomsvennen Henning, der fik vokseværk, er forsvundet da han blev for stor. Der er en trompet som græder og taler ligesom Henning. Ærte kan høre det, men det kan cool Halm, eller H ikke. Og det er ikke noget der kan forklares det skal ordnes fysisk. Mærkes med kroppen. For sådan er det med tvillinger. Kroppe der engang har siddet sammen er forbundet med et hemmeligt sprog. Og hvor er det rigtigt set.

Faren arbejder på en laksefabrik, han ligner lidt en ”lakselæge” og producerer – ja laks – og serverer derfor også laks dag og nat når han har fri, med pesto. Byens største fabrik laver benproteser, og vil gerne bruge tvillingerne til forsøg, da de jo mangler deres den ene arm.

Ærtehalm er på engang meget grotesk og sådan fortegnet, men samtidig, i kraft af tvillingernes fine ”sjælelige” forbindelse også afvæbnende og smuk. For de er jo ikke ens heller. Og det er noget af det jeg rigtigt godt kan li ved den her bog, at portrætterne er super sansede. Det hedder om Alexander: ”Der er en smule grønt i hans øjne som en sten i en gammel ring, der har været vores mors. Og hendes mors. Noget grønt og noget gråt. Noget gråt der er gået i stykker.” Hvis jeg skal pege på en film der kunne minde om Donslunds og Bestles univers er det De fortabte børns by af et andet makkerpar Caro og Perlman, som også stod bag delikatessen. Det flyder med hjerner. Og det skal de sgu ha prisen for.

6 fortabte børns hjerner på sokler fra mig. ((P.s hvor er det godt det ikke er en drøm, men sandhed det med verdensmanden. ))

Anne- Marie Donslund og Tina Sakura Bestle: Ærtehalm, Gyldendal 2010

Jens Blendstrup, forfatter, giver stafetten videre til Oscar K

Kurt Thybo: Bent Haller

2010-12-16T01:00:00.000-08:00

Bent Haller har udover realistiske børne- og ungdomsbøger med drøje hug til magthavere, forældre og andre voksne skrevet en række store fortællinger med historiske og mytologiske emner. Altid sprudlende og veloplagt. Lille Lucifer og Brage Kongesøns saga for at nævne et par. Men det er ikke på grund af tidligere bedrifter jeg indstiller, at han skal have årets pris, men for den forunderlige og mesterlige Ham der søger døden.

Hvis man skal vælge én bog, der i årets løb har slået benene væk under læseren, må det være Bent Hallers enestående værk Ham der søger døden om at dø for blot at finde ud af, at døden er en kedelig plagsom mellemstation uden mening. Dø og du bliver nødt til fortsat at søge efter den endelige død. Mærkeligt at kunne skrive en børne – eller ungdomsbog om et så underligt et emne. En bog, der ligner en ægte Haller-bog og alligevel ikke bare handler om savn, misrøgt og andre dårligdomme, men om hvad der kan ske, når vi kommer hinsides det jordiske liv. Undersøgelsen af himlens syv huse er elementært spændende samtidig med, at den er mentalt udfordrende for læseren. Ingen andre danske børnebøger har turdet udfordre læserne på samme måde i år. Lau ved, at han skal dø en voldsom død i en trafikulykke sammen med sin mor og de dør ganske rigtigt. De kommer til et ingenmandsland, hvorfra Lau hentes ud på en rejse i tid og rum mellem himlens 7 niveauer eller huse. Hentet af Vejviseren, der er oldgammel filosof og en pige, der er uægte datter af biskoppen i Børglum. Denne trio leder efter døden for at få fred. I ingenmandslandet gennemlever man jordelivet fra undfangelse til død hver gang man falder i søvn. Opfindsomheden i beskrivelserne af husene og mødet med engle og afdøde konger og andet godtfolk er stor: hele tiden emmer fortællingen af undersøgelse af mening med tilværelsen og af døden – den endelige.

Selvfølgelig skal Bent Haller da have prisen. Han tør – stadig.

Bent Haller: Ham der søger døden, Høst og søn, 2010

Kurt Thybo, Pædagogisk konsulent, giver stafetten videre til Ayoe Henkel

Karin Esmann Knudsen: Mette Hegnhøj Mortensen

2010-12-15T01:00:00.000-08:00

Møgungen af Mette Hegnhøj Mortensen og Lars Vegas (ill.)

Fra Møgungen til Martin

Mette Hegnhøj Mortensens børnebogsdebut tager konsekvent det utilpassede barns synspunkt. Møgungen. ”Det er mig. Det er mig, der er møgungen.” Sådan starter bogen, og den slår dermed fast at vi har at gøre med en dreng der fuldt ud er klar over den fortælling de voksne har om ham. Han er sendt ud i de svenske skove sammen med Helge Helge, en flink pædagog med talefejl! Men han har modet til at tage med Møgungen på tur i de svenske skove. Han har endnu ikke opgivet drengen, men i starten er der nu ikke noget der tyder på at han kan trænge igennem til ham. I løbet af bogen antydes den dramatiske forhistorie om Møgungen. Det er en historie om svigt og afmagtsfølelse – og om et barns handlekraft som blot har gjort det hele værre. Han har opfattet sig som beskytter af sin lillebror som han nu er blevet skilt fra. Situationen er uforløst indtil han bliver tvunget til at være den der handler. Helge Helge forstuver foden, og det er op til Møgungen at skaffe hjælp. Samtidig må han bringe sig selv i sikkerhed for en kæmpemæssig elg. Oplevelsen af succes og ros fra de voksne der kommer til hjælp og kun kender ham som en ”tuff killa” der hedder Martin, giver ham modet på tilværelsen tilbage. Han ser at Helge Helge er god nok, og han føler at nu hvor han har set en elg med ellevetakket gevir og fået lov at styre en helikopter, vil han også vil være i stand til at skaffe lillebror tilbage.

Mette Hegnhøj Mortensen giver en gennemført børnesolidarisk skildring, og hun gør det med sprogligt raffinement og antydningens kunst. Møgungen karakteriseres metonymisk ved brændglas, dynamit og dolk som han forskanser sig bag. De har forbindelse til hændelserne i fortiden. Det samme har elgsporene idet de kombineres med sporene efter drengenes elskede kat, der kom tragisk af dage, det høje træ som han søger tilflugt i, og til sidst Helge Helge der kunne blive en erstatning for den far der har svigtet. Helikopteren og elgens gevir bliver de nye symboler der viser at Martin har styrke til at klare tilværelsen.

Bogen udkommer i Dansklærerforeningens serie af billedromaner, og forvandlingen er mesterligt skildret i eksperimenterende illustrationer af Lars Vegas der fik illustratorprisen i 2007. I 2010 fortjener Mette Hegnhøj Mortensen forfatterprisen for en lovende debut.

Møgungen af Mette Hegnhøj Mortensen, illustreret af Lars Vegas, Dansklærerforeningen

Karin Esmann Knudsen giver stafetten videre til Henriette Vognsgaard

Rebecca Bach-Lauritsen: Tina Sakura Bestle

2010-12-13T01:00:00.000-08:00

En lille unik sjæl af papir

Papirdrengen handler om Cairo, der bliver til papir, da hans skønne cirkusstjernemor dør. Hun var linedanserinde og “faldt aldrig ned. Undtagen den aften, hvor hun gjorde”.

Cairo kommer på børnehjem, hvor man deles om underbukserne og spiser medister til morgenmad, og som om det ikke er slemt nok, bliver Cairo jagtet af vilde sakse. Det er uheldigt, når man er af papir.

Cairo sætter sig for at blive til en virkelig dreng igen. Det bliver en farlig rejse, men undervejs møder han pigen Ella, der drømmer om et knus fra en blæksprutte. De to kan hjælpe hinanden.

Papirdrengen leverer et finurligt univers med en talende vegetartiger, en ven fra Vænesuela, Guds sky, bogstavjagter, og en forfatter, der ikke kan skrive, men som er mester i at fange skriverfugle, der kan skrive for ham.

Da jeg læste Papirdrengen, tænkte jeg på Lars Muhls sang “Sjæl i flammer” med strofen: “Nu ved du sjælen er skabt af papir”. Tina Sakura Bestle har skabt en lille unik sjæl af papir.

Hvad er det man gør, når man skriver historier? Man skaber liv ud af papir. Man skriver papirdrenge, som bliver levende for læseren, hvis bogstaverne falder rigtigt.

Det gør de i Tina Sakura Bestles Papirdrengen. Cairo bliver til en ægte levende dreng - til lykke for ham selv, og for os der læser.

Papirdrengen af Tina Sakura Bestle illustreret af Per Dybvig, Gyldendal

Rebecca Bach-Lauritsen giver stafetten videre til Lotte Malene Ruby

Martin Glaz Serup: Lilian Brøgger

2010-12-11T01:00:00.000-08:00

Glaskuplen af Bjørn Arild Ersland og Lilian Brøgger (ill.)

Der er virkelig meget godt at sige om Hans Otto Jørgensens første samling af ulykkeshistorier Vand blod tis og maskiner, som Maria Wandel har tegnet til. Noget af det bedste, synes jeg, er måden hvorpå bogen inddriver nyt landskab for børnelitteraturen. I fortællingerne om Drengens barske liv på landet, sådan har det vel har set ud for mange i midten af sidste århundrede, bliver alle tingene han omgiver sig med navngivet og på den måde bevaret. Via den stille og måske ensomme hovedpersons øjne skriver Jørgensen kulturhistorie.

Der er også virkelig meget godt at sige om Anne-Marie Donslunds og Tina Sakuras Ærtehalm, som Rikke Villadsen har tegnet til. Særligt måske om energien og humoren og det mildt bizarre univers; det er fandenivoldsk.

Og der er virkelig, virkelig meget godt at sige om Kim Fupz Aakesons bøger om Vitello, som Niels Bo Bojesen tegner til. Serien fortsætter og også i 2010 udkom der et par bind om drengen der bor ved en ringvej i en forstad sammen med sin mor, der i et par måneder i sin ungdom oplevede at rejse i Italien, hvor hun vist faldt for den sjuft der skulle blive Vitellos far. Det er sjovt, og det bliver ved med at være sjovt, ikke mindst fordi det er intelligent og præcist. Der er ikke noget at sige til at Vitello er lidt af en rod, men han er også så meget andet, samtidig, og det får Fupz Aakeson os uden besvær til at forstå.

Men skal jeg pege på hvem der har tegnet den bedste børnebog i 2010 og hvem jeg altså mener bør modtage illustratorprisen - og det skal jeg vist - må det være Lilian Brøgger. Hendes arbejde i gendigtningen af Den unge Werthers lidelser, som Ole Dalgaard har skrevet til, er ret fantastisk. Her er den unge Werther en anden Michael Strunge og hele miséren tilsyneladende henlagt til et punksort København i midt-80'erne. Men det er for tegningerne til den tyste, aldeles intense billedbog Glaskuplen, skrevet af Bjørn Arild Ersland, at Brøgger skal have prisen. Synsvinklen ligger hos en gammel dame der hver nat drager ud med en sæk for at rydde op efter trafikken. Alt hvad bilerne har kørt ned i dagens løb samler hun forsigtigt sammen og tager med hjem. Her gør hun ligene i stand. Insekter, fugle, slanger og pattedyr (og en krokodille!) En dag finder hun en pige på vejen, og fra da af "var den gamle dame aldrig mere alene på sine ture. Hver nat så hun en sort skygge foran sig." Pigens far leder utrætteligt efter sin datter. Tegningen af den far, og ikke mindst; den dristige komposition figuren præsenteres i de første to gange den optræder; det er så godt. Det sitrer, synes jeg, i en næsten Wolf Erlbruchsk koncentration, selvom Brøggers udtryk er meget anderledes end Erlbruchs; jeg tænker på And, Døden og Tulipanen (2007); her er det også døden og savnet og den mellemmenneskelige omsorg der helt enkelt, næsten ordløst, undersøges. Fortællingen ligner en form for kryptoreligiøs allegori, men jeg kan ikke få den til at gå OP, og det er for mig en stor lettelse. Så er der plads til noget andet end at lege Soduko med litteraturen. For eksempel er der plads til at lade sig opsuge - som jeg først skrev - af de enkelte opslag; af den visuelle rytme mellem de mange retninger, de mange bevægelser, og så, i opslaget lige efter, et totalt stilleben. Det er bevægende læsning.

Det forekommer mig at Lilian Brøgger er i færd med at genopfinde sig selv i disse år. Hun udvider sit repertoire og sine teknikker og, for at bruge en noget nedtrampet metafor, det ser ud som om hun går nye veje i sit værk. Jeg er frygtelig irriteret over at jeg ikke har et ordentligt vokabular til at beskrive det jeg ser, men så igen: det er jo tydeligt for enhver der kan se, at her er noget særligt på færde. Og derfor skal Illustratorprisen 2010 gå til Lilian Brøgger.

Bjørn Arild Ersland & Lilian Brøgger (ill.): Glaskuplen Oversat af Susanne Vebel, Alma

Martin Glaz Serup, forfatter, giver stafetten videre til Rebecca Bach-Lauritsen

Marianne Eskebæk: Lars Gabel

2010-12-10T01:00:00.000-08:00

Marias dukke af Morten Dürr (tekst) og Lars Gabel (ill.)

Med jordfarver maler Lars Gabel det alt andet end søde liv frem i Marias dukke, der handler om sydamerikanske gadebørns kamp for at overleve. Billederne giver krop til den forholdsvise nøgterne tekst og sammen skaber ord og illustrationer en barsk og rørende fortælling om søskendekærlighed og ukuelighed.

Den danske billedbog har gennem de sidste tyve år etableret en tradition for ekspressive illustrationer, som Lars Gabel i nogen grad distancerer sig fra. Marias dukke har en mere tegneserierelateret æstetik, hvilket i denne sammenhæng betyder let aflæselige figurer, flere perspektivskift, mere variation med billedrammerne og en udtalt brug af simultan succession. Det sidste henviser til, at én person optræder flere gange på samme billedflade, og man får derfor indtryk af, at personerne hele tiden er i bevægelse, hvilket understreger gadelivets hårde betingelser. Børnene leder efter skrald konstant og de voksne skal have alting, uden undtagelse. Så da Maria finder en dukke hun ønsker at beholde, bliver de voksne rasende.

Det ulige magtforhold mellem børnene og de voksne visualiserer Gabel ved at lade de to voksne kigge ned og på næste side Paco og Maria kigge op, Maria med et skræmt udtryk i ansigtet. De markante perspektivskift dramatiserer fortællingen og engagerer læseren, som i det efterfølgende opslag, der viser et close up af Marias ansigt fra siden. Man får lyst til at række ud og røre ved det sorte, lange hår og tørre tårerne væk.

Personerne er nogle gange silhuetter på næsten monokrome billedflader og andre gange så detaljeret fremstillet, at man ser hårene på kroppen sitre. Gabel skifter konstant vinkel på emnet, mest radikalt i episoden med Manolo og rotten, hvor opslaget består af fire sorte billedrammer på hver side. De voldsomme skraveringer og den minimalistiske farveskala i rødt, hvidt og sort understreger alvoren i det flot eksekverede billedforløb.

Marias dukke fortæller om et usædvanligt og vigtigt emne på en for billedbogen usædvanlig og smuk måde, derfor skal Lars Gabel have illustratorprisen.

Marianne Eskebæk, Dansk Tegneserieråd og anmelder på Standart, giver stafetten videre til Jens Blendstrup

Eiler Jensen: Marie Wolfsberg Oscilowski

2010-12-09T01:00:00.000-08:00

Marie Wolfsberg Oscilowski debuterer med romanen Solo, og det er en mere end løfterig debut, hun sender på gaden om pigen Mie (som kalder sig My). Mie har det rigtig skidt – hun føler sig fastlåst og kan ikke gøre sig fri. Forholdet til moderen, som også lider, er mildt sagt anstrengt. Det skyldes hendes komponistfar, der som følge af en blodprop i hjernen ligger i respirator på hospitalet, og hans muligheder synes at være: døden eller en grøntsag.

Mie har meldt sig ud af alt, vil ikke noget med kammeraterne, vil ikke noget med skolen, vil i det hele taget slet ingenting. Men så sker der det ”feje”, at læreren Jan presser Mie til at gå til frivillig musik (hun spiller violin) – og her findes også Tobias fra parallelklassen, og pludselig trues hendes fastlåsthed fra tre fronter: nemlig a) læreren igennem hvilken hun konfronteres med b) musikken og c) Tobias, og meget mod sin vilje er det disse størrelser, der langsomt bringer hende ud af sin traumatiske tilstand.

Helt galt går det, da Tobias kommer med et musikstykke, som hendes far har komponeret, og som han foreslår, de skal spille til juleafslutningen. Men det bliver begyndelsen til forløsningen for hende. Først da faderen dør, føler hun for alvor, at hun har lov at spille hans musik – og på hans violin og nu kan hun sige: Musik bliver man høj af. Og videre: Musik handler aldrig om en selv, altid om andre – og netop der er der så Tobias, der primært repræsenterer det andet (forelskelsen), måske endda det nødvendige andet, der fører ud af traumet – og derved måske også vejen ind til moderen? Og vejen tilbage, så også Mie kan komme til sig selv! Bevægelsen i romanen kan man iagttage ved at se på romanens første og sidste sætninger: Mine lærredssko er gennemblødte, fordi det regner i stedet for at være sommer, som det ellers burde være lidt endnu. Her er ansatser til beklagelse over den verden og det liv, der ligger lige for – men som det ikke er så ligetil at være i. Omvendt i slutningen, hvor det hedder: - Jeg skal nok synge, siger jeg så. Og man er tæt på at synge med. Det er virkelig både velskrevet og vedkommende.

Marie Wolfsberg Oscilowski: Solo, Høst & Søn

Eiler Jensen, dansk konsulent, giver stafetten videre til Kurt Thybo

Peter Bay Alexandersen: Charlotte Pardi

2010-12-08T01:00:00.000-08:00

Charlotte Pardis illustrering af Ida-Marie Rendtoffs billedbog Ridder Oskar og Kong Vinter, Gyldendal

Med sine sædvanligt suverænt henkastede penselstrøg og skitseagtige blyantstreger har Charlotte Pardi lavet billederne til denne bog, loyalt med fortællingen og helt i øjenhøjde med sine læsere.

Den enkle palet, rød, gul og blå, står ud af siderne blandet op med lyst og mørkt og skaber de farvekraftige billeder med Oskar, der tumler sig ude i sneen i sin søgen efter Kong Vinter.

I en hverdagshistorie med glimt fra Oskars fantasiverden tegner Charlotte Pardi en grå og farlig ulv i sneen med stirrende, knaldrøde øjne, en kæmpe Kong Vinter der tårner sig op i fygende snefnug og en snebakke stor som en gletcher. Det rare og velkendte går hånd i hånd med det skræmmende, så de små gyser, men til sidst lander trygt i Antons varme værelse.

Charlotte Pardi leverer igen en suverænt tegnet billedbog, der ukrukket og tidløst gør hende til en oplagt kandidat som modtager af årets illustratorpris.

Peter Bay Alexandersen, illustrator, giver stafetten videre til Rasmus Bregnhøi

Bent Rasmussen: Kenneth Bøgh Andersen

2010-12-06T01:00:00.000-08:00

Ondskabens engel af Kenneth Bøgh Andersen

Jeg vil gerne indstille forfatteren Kenneth Bøgh Andersen som kandidat til Kulturministeriets Forfatterpris 2010.

Kenneth Bøgh Andersen bør have prisen for ”Ondskabens engel” (2010), der afslutter den fremragende kvartet om ”Den store Djævlekrig”: ”Djævelens lærling” (2005), ”Dødens terning” (2007), ”Den forkerte død” (2009) og ”Ondskabens engel” (2010).

I fjerde og sidste bind, ”Ondskabens engel”, spidser kampen om, hvem der skal være Mørkets Fyrste, til, og Filip skal vælge, om han vil blive eller rejse fra Helvede – og ikke mindst Satina. Den Store Djævlekrig mellem Helvede og Aziels fordømte hær er ved at bryde ud, og konsekvenserne vil kunne føles både på Jorden og i Himlen. Fjenden lægger planer, og Lucifer er virkelig presset. Kan han bevare magten over underriget? Mange ting afhænger af Filip og de valg, han bliver nødt til at træffe. Djævlene er nu Filips gode venner, men en større ondskab lurer i mørket uden for Helvede. Aziel, Djævelens udfordrer, har kidnappet Satina, som både han og Filip lader til at have stærke følelser for, og mod alle ordrer drager Filip ud for at redde hende.

Kenneth Bøgh Andersen skriver efterhånden skræmmende godt og kan med samme suverænitet skrive med lune og humor og om rædsel, gru og lidelse. Han bliver aldrig prædikende eller kedelig. Det er Fortællingen med stort F, der er i fokus, og han leger (godt) med de bibelske fortællinger, som efter hans mening er alle tiders største fantasy-eventyr.

Jeg er imponeret over den friskhed, der er i handling og sprog i ”Ondskabens engel”. Det er krævende at holde dampen oppe i hele fire bind, men Kenneth Bøgh Andersen gør det i en super stram komposition.

Ondskabens engel af Kenneth Bøgh Andersen, Høst & Søn 2010

Bent Rasmussen, redaktør af Skolebiblioteket, giver stafetten videre til Eiler Jensen

Mai Misfeldt: Hans Otto Jørgensen

2010-12-04T01:00:00.000-08:00

Ulykkes- og lykkehistorier for børn.

Ulykkeshistorier er en særlig genre indenfor børnelitteraturen, udbredt i 1700 og 1800 tallet. Det var en slags moralske skræmmebøger, som ved eksemplets grumme magt skulle få børn til at indse, hvor grueligt galt det kunne gå, hvis man ikke agtede på sine forældres råd og regler. Vi kender bedst parodien på ulykkeshistorien – "Den store Bastian" (på dansk 1847) - hvor børn sygner hen eller får hugget fingrene af i læringens navn. I dag er ulykkeshistorien vist gået i den store glemmebog. Men nu har forfatteren Hans Otto Jørgensen taget betegnelsen op igen som undertitel på de to børnebøger "Vand blod tis og maskiner" og "De gule føl", som han har lavet sammen med billedkunstneren Maria Wandel.
Jørgensens ulykkeshistorier er heldigvis ikke historier til moralsk belæring, men derimod en blanding af historier om ulykker, i stalden, på kælken, ved vandet, og om det ubærligt pinlige eller forfærdelige, hvor barnet indser, at verden kan gå i stykker, samt en form for forundringshistorier, små standsninger i tiden, hvor verden vider sig ud. Ikke mindst "De gule føl" består i højere grad af sådanne fortællinger, hvor hovedpersonen "drengen" pludselig indser, hvordan tyngdekraften virker i urværket, at verdens ende måske findes, og at han er alene om sin egen længsel.
Jeg har selv tilbragt en del af min barndom på landet, og min første reaktion på bøgerne var, at hvor har den været fraværende i børnelitteraturen, den erfaringsverden som Hans Otto Jørgensen her bidrager med. Jeg håber virkelig, at det er bøger, som også bliver indkøbt og læst, der hvor livet med dyr og jord faktisk er en virkelighed. For det her er ikke søde kyllinger og lam på fold, det her er det rigtige land (godt nok for 45 år siden), her er lort og mugning, kraftfoder og traktorer, tærskeværk og kværne. En helt fremmed verden for mange børn, og en såre kendt for andre. For de første kunne jeg have ønsket tegninger, der i højere grad understøttede teksten, så man forstod, hvordan det faktisk kunne gå så galt, da drengen faldt ned på kværnen. Børn er også logikere, og vil gerne se, hvordan tingene hænger sammen, og når deres voksne ikke er fra landet, kan det knibe med forklaringspotentialet. Mit yndlingsbillede er hele barndommens vilde længsel fanget i et fint portræt i "De gule føl", men generelt set synes jeg, illustrationerne er for hurtigt udtømt.

Tekstmæssigt er der mange perler. Ikke mindst den række af fortællinger, hvor drengen gør det uforklarligt forkerte: Tisser i hovedet på storebrors ven, viser sin tissemand ved bordet, kaster fåresaksen fra træet netop som mor står under med græsslåmaskinen, næsten slår hønen ihjel. Fordi det er de øjeblikke af total verdensundergang, som enhver husker fra sin barndom. Følelsen sidder i kroppen, og aktiveres under læsningen: Det var sådan, det var, da det ubærlige, det pinlige eller katastrofen skete. Man troede ikke, man nogensinde kunne vise sit ansigt igen, og alligevel kom man over det. Men frygten for, hvad man selv kan finde på, må man leve med.
Hans Otto Jørgensen skriver kort og tæt, ikke pædagogiserende, men med varme og mildhed. Begge bøger vinder ved at læses med en voksen, fordi der dels for mange børn er så meget fremmed verden i den, og dels fordi fortællingerne åbner for en fin forståelse mellem barnet og den voksne af de hemmelige, vilde, uregerlige, ensomme og poetiske rum i os alle.

Hans Otto Jørgensen har fortjent prisen, fordi han i disse bøger, som flere steder i voksenforfatterskabet, skriver barnet frem uden en eneste falsk tone.

Hans Otto Jørgensen og Maria Wandel: Vand blod tis og maskiner, Ulykkeshistorier for børn, Gyldendal

Hans Otto Jørgensen og Maria Wandel: De gule føl, Ulykkeshistorier for børn, Gyldendal

Mai Misfeldt, anmelder på Berlingske Tidende, giver stafetten videre til Martin Glaz Serup

Rikke Villadsen: Jakob Martin Strid

2010-12-03T01:00:00.000-08:00

En af årets bemærkelsesværdige kantede billedbøger er for de helt små. Børnelitteraturens yngste brugere vælger jo slet ikke selv. De har ingen erfaring med bøger, ingen præferencer og jo også et vældig spædt forhold til sproget. De er i den alder sådan set næsten fri for dårlig smag gennem genkendelsen af overmechandised mærkevarer; Ben10 og Byggemand Bob er ikke trængt ind i deres små barnehjerter endnu.

De helt små oplever læsningen gennem deres oplæsers begejstring og glæde. Derfor vil jeg postulerer, at børnebøger for de alleryngste i ligeså høj grad skal henvende sig og engagere den voksne i oplæsningen. Samtidig blive indenfor den sproglige og fortællermæssige ramme, som en barn i den alder kan kapere. Det er en svær opgave. Det bliver meget nemt for sødt og for lidt. Den voksne begynder at kede sig, sidder og nikker morfar. Blottet for sprudlende og smittende litterær nysgerrighed og engagement. Jeg mindes selv de her stunder, kun en vag følelse af nostalgi vækket i mit bryst; vi læste de gode gamle. Den for eksempel gode gamle Peter Pedal, som er så god og ren og kvalmende forudsigelig i sin nysgerrige abe. Gab manner. Og sad jeg ikke også og fik en sær politisk eftersmag i munden? Den forsimplede verden fremstilles så pænt og korrekt, at ja moderen blev helt dårlig over moral og gule pegefingre.

Men nu har Jakob Strid lavet en elefant, der er fri for klæbrig sødme og antimangfoldigt menneskesyn. Mimbo Jimbo er uforudsigelig og moderne. Strid beviser, at man godt kan lave et simpelt og sødt koncept, uden at det bliver røvsygt. For den blå elefant er god og hjælpsom jo jo, men ikke på en tarvelig glat facon. Karakterene har alligevel bid. Bogen er skrevet med præcist blik for det 2-årige barns sprog og verden. "Så", "se" og "hov" er gentagende sætningsindledere, fuldstændig som et barns første sprogbrug; de ord de elsker at sige og at kunne sige. Sætningerne er på den måde gode for alle (og der både gentages og overraskes/brydes) med en rytme, der efterlader smag af poesi på tungen. Smører jeg for tykt på? Well, min nevø på 2 år var ikke til at tage fejl af, han var virkelig med på de spørgsmål og svar, problemer og løsninger, der leder læseren gennem en oplevelsesrig dag i junglen. Og kiggede han ikke lidt hen på væggen, da vi læste at Mumbo Jumbo (flodhesten) blev tegnet fuld af kruseduller, måske han overvejede om også mosters væg kan hejses ned i søen og blive ren igen.

På billedsiden er elefanten herligt underspillet, den har ingen mund, der signalerer humør eller stemning, kun snabel og øjne. Det giver en fin fornemmelse af Mimbo Jimbo som lettere indifferent og ironisk distanceret, lige i øjet, altså det voksne øje. Og ironien understreges ganske blæret tilsidst med en parodieret påmindelse, der også peger på eventuelle voksnes ønske om bogens opdragende funktioner.

Det visuelle helhedsindtryk er klare venlige farver i letaflæselige lidt kantede kompositioner, store varme bogstaver i håndskrift, og en kontur der sitrer lidt sært mellem sort og en mørkere farvetone. Ligesom fortællingen ser billeder ud til at være helt i tråd med den almindelige litteratur for aldersgruppen, men det Stridske er der bare også. Det er dejlig tydeligt i den grønne jungle: den blå elefant, den grå flodhest, brune aber, en grøn krokodille og så pludselig et blåstribet uspecificeret dyr. Dem skal der nemlig også være plads til!

Jakob Martin Strid: Mimbo Jimbo, Gyldendal

Rikke Villadsen, illustrator, giver stafetten videre til Marianne Eskebæk Larsen

Line Beck Rasmussen: Hans Otto Jørgensen

2010-12-02T07:53:00.000-08:00

”Det var dengang, drengen fik stød”, ”Det var dengang deres drengen blev sparket i hovedet af en stud”, ”Det var dengang drengen gik i den lille skole”, ”Det var dengang de skulle have kvier ind”, ”Det var dengang, der var to slags havregryn”. Med ordene ”Det var dengang…” begynder Hans Otto Jørgensen korte historier, der skildrer en forgangen tids børneliv på landet i bogen Vand, blod, tis og maskiner. Ulykkeshistorier for børn. Det er ikke et nostalgisk skønmaleri, men et fascinerende og barsk skildring inspireret af Jørgensens egen barndom. Det er ikke for sarte sjæle, når Jørgensen viser, hvor voldsom hverdagen på landet kunne være. Der er vand, som børnene er ved at drukne i, blod der sprøjter fra dyr og mus, der trampes ihjel. Kroppe, dyrs såvel som menneskers, er meget nærværende, hvilket også gør læsningen til en meget fysisk oplevelse. På én gang nøgtern, beskrivende om hverdagens hændelser og grotesk, voldsom, påtrængende. Hånd i hånd med det groteske går det sanselige, ligesom der også er plads til fantasien og billeder af hvordan verden ser ud fra et barns synsvinkel, dér for et halvt århundrede siden.

”Det var dengang…” er ikke begyndelsen på korte eventyr, men historier om et liv som er så fremmed for de fleste børn i dag. Det var dengang det kropslige, det grimme, det barske ikke blev gemt væk, men var en del af hverdagen. Maria Wandels illustrationer er heller ikke runde og venlige og Vand, blod, tis og maskiner er sammen med efterfølgeren De gule føl ikke hyggelæsning, men bemærkelsesværdige bøger, der kan være med til at holde liv i diskussionen om hvad litteratur for børn er, kan og skal være.

Hans Otto Jørgensen Vand, blod, tis og maskiner. Ulykkeshistorier for børn, Gyldendal

Line Beck Rasmussen, anmelder på Information, giver stafetten videre til Karin Esmann Knudsen

Klaus Rothstein: Morten Dürr og Lars Gabel

2010-11-30T05:40:00.000-08:00

Morten Dürr & Lars Gabel: Marias dukke, Høst & Søn

Med en tekst, der er rå og ramsaltet og med illustrationer, der er grumme og gribende, har Morten Dürr og Lars Gabel skabt eksemplarisk billedbogsrealisme fra et navnløst sted i en af den globaliserede verdens underprivilegerede egne. MARIAS DUKKE er en smertelig historie om fattige, forældreløse børn, der bor på en losseplads, hvor de er
tvunget til at samle metal, glas, pap og plastik for nogle brutale voksne.

”Vi kender hele byen. Vi kender hver en vej og hver en gade. Men ingen kender os. Folk ser den anden vej, når vi går forbi. Måske kan de ikke se os. Maria leger, at vi er blevet spøgelser. Usynlige spøgelser,” hedder det i Morten Dürrs meget, meget fine tekst, som får ekstra liv og nærvær takket være Lars Gabels fortættede og voldsomt stemningsfulde tegnestil.

De usynlige spøgelser må både slås med rotter, sygdom og de onde voksne, der udnytter børnene – men midt i alt det udsigtsløse, placerer Dürr & Gabel et glimt af lysende håb, som skaber trøst og
forhåbning om en bedre fremtid, nemlig den dukke, som findes i bogens titel.

MARIAS DUKKE er oplysning og oplevelse, indtryk og indsigt. Den formidler en tragisk børnehverdag, som vil få følelser af solidaritet og sympati frem i danske læsere. Men først og fremmest er det en
billedbog med et særdeles højt kunstniveau.

Dette er så udpræget en samarbejdsbog, hvor ord løfter billeder og billeder løfter ord, og derfor rejser den spørgsmålet, om ikke Kulturministeriets børnebogspriser bør kunne gives til et makkerpar?

Klaus Rothstein, journalist ved Weekendavisen og studievært på DR, giver stafetten videre til Peter Bay Alexandersen

Steffen Larsen: Morten Dürr

2010-11-28T08:00:00.000-08:00

Jeg kunne godt tænke mig at foreslå Morten Dürr som modtager af Kulturministeriets børnebogspris. Der er flere titler at vælge imellem, men fra 2010 holder jeg især af ”Da Fatima blev fugl”. Det er en ægte, klassisk Dürr. Den er letlæst, varmhjertet, klog, den smelter på tungen og den går sådan hér:

   Fatima bor på Amager. Hendes mor er fra øen, og hendes far er fra Egypten. Engang var Fatima og Jeppe venner, men det er de ikke mere. Jeppe er blevet så drillesyg, efter at hans forældre blev skilt. Henne i skolen skal klassen en dag fortælle, hvad de er gode til. De kan allesammen noget undtagen Fatima. Hun siger, at hun er god til at flyve. Det skulle hun ikke have sagt.
   Historien handler så om, hvorledes Fatima alligevel flyver. Hun flyver helt til Sverige. Og hun bliver ven med Jeppe igen. Det er helt efter bogen. Den gode bog. Fortalt med nænsomhed og et glimt i øjet. Her er en forfatter, som tør være både inderlig og hjælpsom på samme tid. Morten Dürr har rejst en søjle af venlighed, medfølelse og diskrete anvisninger med sine bøger for børn. Således også ”Da Fatima blev fugl.=94 Morten Dürr sprogtone er nøgtern. Han fortæller kun det allermest nødvendige. Det er også nok.
   Egentlig kunne jeg rigtig godt tænke mig også at foreslå ”Børnenes rekordbog”! Men det går nok ikke. Hvert år ankommer rekordbogen med vilde satsninger og glade børn. Den trækker en linie imellem virkelighed og bogform. Hvor mange børn kan der stå på en europalle?

Da Fatima blev fugl af Morten Dürr, illustreret af Peter Bay Alexandersen, Carlsen

Steffen Larsen, anmelder ved Politiken, giver stafetten videre til Bent Rasmussen

Steffen Larsen: Charlotte Pardi

2010-11-27T08:00:00.000-08:00

Jeg kunne også godt tænke mig at foreslå Charlotte Pardi som modtager af Kulturministeriets illustratorpris. Når det ikke kan blive for ”Sneugleungen Ulla” eller ”Da Stella mistede håret,” der udkom sidste år, kan det passende blive for den nye omgang af bøger om ”Frøken Ignora og vandtårnet” (nr. 15-20) med tekst af Katrine Marie Guldager. Her demonstrerer Charlotte Pardi sin sans for gennemarbejdede kompositioner, bevægelse, mimik, hverdagsfarver og – småfilosofi i vandtårnshøjde.
Charlotte Pardi er præcis og flygtig på én gang. Hun er også både raffineret og (små)folkelig på samme tid. Det er kunsten. Det ser så nemt ud, men det kræver godt humør, overblik, kærlighed til børn og livets barokke hændelser, at kunne skabe noget, der er så indlysende rigtigt at kigge på. Alle Charlotte Pardis børn ser søde ud! Men kan man nu også stole på det? Med små virkemidler og flere katte lever tegneren sig ind i vandtårnets beboers kringlede sind og uortodokse tilværelse. Hun fylder ikke mere, end hun skal. Snarere underspiller hun i Ignora-bøgerne tegnerens rolle og lader fantasien få frit spil i de mange hvide pletter. Det er stor illustratorkunst. Ja, det er!

En samling historier om Frøken Ignora i Vandtårnet,

illustreret af Charlotte Pardi

og skrevet af Katrine Marie Guldager, Carlsen

Steffen Larsen, anmelder ved Politiken, sender

stafetten videre til

Bent Rasmussen, Skolebiblioteket

Lars Bukdahl: Hans Otto Jørgensen

2010-11-24T23:13:00.000-08:00

Anbefaling til Forfatterprisen for børne- og ungdomsbøger ved Lars Bukdahl

Hans Otto Jørgensen for Vand, blod, tis og maskiner, illustreret af Maria Wandel, Gyldendal, 2010

Bortset fra 15-år gammel minimalistisk billedbog er Vand, blod, tis og maskiner Hans Otto Jørgensens debut som børnebogsforfatter, og sikke en imponerende, selvfølgelig suveræn debut. Den barndom på en gård i Jylland i 50’erne og 60’erne, som Jørgensens i sit modne voksenforfatterskab har fremmanet og udhængt, besværget og eksorceret igen og igen (senest i dette forårs tredje bind af erindringstrilogi nr. 2, Sæt Asta fri), står i denne bog med ét dirrende klart og konkret frem. Motorer er for det første den klassiske onkel-fortælleformel, som alle de tyve korte tekster om ”drengen” påbegyndes med: Det var dengang … og så den tematiske afgrænsning, at det skal dreje sig om ulykkeshistorier, der afslører sig som en nærmest genial åbning af og til Jørgensens fortælle-energi: Det ambivalente kompleks af en hovedstol splintres til en perlerække af realistisk hårrejsende skrøner: ”Hestehullet”, ”Drengen bliver sparket i hovedet af en stud”, ”Drengen får stød”, ”Fåresaksen”. En serie af ulykker i stedet for en klump af ulykkelighed. Og der er øjensynlig ingen ende på ulykkerne og de gode historier om dem, for allerede 7 måneder efter Vand, blod, tis og maskiner udkom bind nr. 2, De gule føl, der er akkurat lige så nærværende fortalt om et fortidigt nu, der er så godt (og ondt) som nyt.

Lars Bukdahl, anmelder ved Weekendavisen, sender stafetten videre til Elsebeth Laursen

Damián Arguimbau: Oscar K

2010-11-22T09:00:00.000-08:00

Voltaires Candide af Oskar K og Dorte Karrebæk (ill.)

Fræk og vedkommende gendigtning af Voltaires Candide.

Ole K. har gennem mange år udfordret børnelitteraturen. Han river og flår i genren, udfordrer læseren og sætter tanker i gang, som ellers er forbeholdt filosofiske udredninger. Sidste skud på stammen er hans fabelagtige og aktuelle gendigtninger af klassikerlitteratur i Dansklærerforeningens fabelagtige klassikerserie, hvor Oscar K tidligere har gendigtet Hamlet og Don Quijote. Hans gendigtning af Voltaires Candide er en tour de force blandt verdens ulykker samt et angreb mod teoretisk og verdensfjern filosofferen.

Historien handler om den unge Candide, der vokser op hos en baron på et idyllisk slot, hvor han undervises af den Leibniz-inspirerede lærer, Pangloss. Candide bliver sparket ud derfra, da han bliver fanget midt i et kys med baronens datter. Siden regner ulykkerne over ham (og baronens datter og alle andre).

Ikke at ulykkerne på nogen måde af den grund bliver færre. Nærmest tværtimod. Det virker langt stærkere, nu det er destilleret yderligere. Voltaires humor er uforlignelig, og Oscar K, der har gendigtet bogen, har som vanligt moderniseret humoren. At gendigteren dog samtidig bruger et bedaget ord som »forgift« siger samtidig lidt om, at det ikke skjules i sprogtonen, at bogen er fra 1759. Men alle de ulykker, Voltaire lader sin hovedperson gå igennem, er desværre stadig aktuelle rundt om i verden. Det er bestemt ikke for sarte sjæle at læse om alle de seksuelle og fysiske fornedrelser hele persongalleriet undergår. Det er næsten alt for barskt for børn, kan man nemt komme til at tænke. Men hvorfor? Bogen er langt mindre blodig end en gennemsnitlig amerikansk actionfilm.

Problemet er bare, at med denne bog kan man relatere indholdet til virkeligheden. Så kommer virkeligheden tæt på! Jamen, selvfølgelig skal Ole K., alias Ole Dalgaard da have prisen! Hvis man tør.

Den bedste af alle verdener

Oscar K & Dorte Karrebæk (ill.) : Voltaires Candide eller Optimismen. 98 sider, 236,25 kr. Dansklærerforeningen.

Damián Arguimbau, anmelder på Weekendavisen, giver stafetten videre til Klaus Rothstein